Søen nåede ind i Inger-Lise og Pers soveværelse: Udsigt til vand skræmmer boligkøbere

Huse tæt på hav, sø eller å er sværere at komme af med end tidligere.

Inger-Lise og Per Bach-Pedersen frygter, at de vil tabe millioner, når de engang skal sælge deres hus, fordi risikoen for oversvømmelse er stor.

Efter måneder med våde kældre og oversvømmede haver, og hvor februar har slået rekorden som den vådeste februar nogensinde, er havkig og lyden af en strømmende å i baghaven nu ikke altid en sællert for ejendomsmæglerne.

Flere ejendomsmæglerkæder fortæller samstemmende, at klima i stigende grad er blevet et parameter, når vi kigger på hus.

- Generelt er der stadig godt gang i boligsalget. Men der bliver spurgt mere ind til det med vand og klima på de enkelte ejendomme. Det er jo træls, hvis vandet ødelægger ens drømmebolig inden for få år, lyder det fra Thomas Le Dous, der er kommunikationschef hos Danske Ejendomsmæglere.

Boligejere frygter milliontab

Nogle af dem, der har mærket den enorme mængde vand i februar, er ægteparret Inger-Lise og Per Bach-Pedersen fra Silkeborg.

De vågnede i bogstavelig forstand op i en sø. Silkeborg Langsø var gået over sine bredder, og vandet havde trængt sig ind i hele husets underetage.

- Da jeg steg ud af sengen, stod jeg i vand til anklerne, fortæller Per Bach-Pedersen.

Ægteparret frygter derfor nu, at deres hus er faldet markant i værdi og bliver svært at sælge. Salget skulle ellers sikre, at de kunne leve uden økonomiske kvaler de sidste år af deres liv.

- Jeg tror, vi har tabt et par millioner, siger Inger-Lise Bach-Pedersen.

- Hele vores formue ligger i det her hus. Det er det, vi har sparet op til hele vores liv. Så det er nedtur, lyder det fra hendes ægtemand.

Købere aflyser fremvisninger

Karl Peter Lyhr er indehaver af EDC Bogense på Nordfyn. Han genkender også udfordringen med at sælge huse, der ligger lavt og tæt på vandet.

Det er især inden for de sidste fem til tre år, han har oplevet, at køberne vil vide, hvor højt ejendommen ligger, og hvor stor risikoen for oversvømmelse er.

- Vi oplever også af og til, at folk aflyser en fremvisning. Så siger de: Vi kan se, at det ikke ligger så højt, så nu har vi ikke lyst til at købe det. Det skete aldrig for ti år siden, siger Karl Peter Lyhr.

I fremtiden vil spørgsmål om risikoen for oversvømmelse være lige så naturlige for huskøbere at stille, som det i dag er at tjekke tilstandsrapporten.

Det vurderer Søren Gram, der er projektleder hos Teknologirådet, som arbejder med oplysning og debat om vand og fremtidens boliger.

- Det har været attraktivt igennem noget tid at bo med havudsigt. Men det kommer til at ændre sig, efterhånden som havet også viser sig at oversvømme husene.

'Jeg ville heller ikke selv købe det'

Per Bach-Pedersen kan fra sin terrasse se lige ud på Silkeborg Langsø og sin oversvømmede have. En udsigt, han udmærket forstår skræmmer køberne væk.

- Jeg ville heller ikke selv købe det, siger han.

Hans eneste håb er, at kommunen gør noget

permanent
ved problemet.

- De må bygge en vold eller noget andet, der hindrer de her oversvømmelser. Det kan ikke være mit ansvar, når problemet er uden for min matrikel.

Er du på udkig efter en ny bolig, er ejendomsmægleren forpligtiget til at oplyse dig om, hvorvidt grunden og huset tidligere har været oversvømmet.