Sønderjysk borgmester: Ny minister skal hjælpe dansk-tysk samarbejde

I Sønderjylland er der en forventning om, at Benny Engelbrecht vil sætte fokus på grænselandet.

Borgmester i Sønderborg Erik Lauritzen tror på, det vil hjælpe grænselandet, at der nu kommer en sønderjysk skatteminister. (© DR Nyheder)

- Jeg regner ikke med, at han beskatter sønderjyderne anderledes, bare fordi han selv er fra Sønderjylland.

Sådan siger Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen (S) om udnævnelsen af Benny Engelbrecht som ny skatteminister.

Men ellers har han store forventninger til igen at få en sønderjysk minister.

Det betyder meget at have en sønderjyde i maskinrummet. Han vil have forståelse for de specielle udfordringer, vi har i grænselandet

Erik Lauritzen (S), borgmester i Sønderborg

Forståelse for grænselandet

- Det betyder meget at have en sønderjyde i maskinrummet. Han vil have forståelse for de specielle udfordringer, vi har i grænselandet, siger Erik Lauritzen.

Han peger især på de skattemæssige udfordringer, der er for virksomheder, som ligger tæt ved grænsen og har medarbejdere fra både Danmark og Tyskland og handel på tværs af grænsen.

Også private, der pendler mellem landene i forbindelse med jobbet, har udfordringer i forhold til skattetekniske spørgsmål.

Sønderjylland har været glemt

- Der har været fokus på de samme udfordringer i forhold til grænsen mellem Danmark og Sverige, men Sønderjylland er blevet glemt, siger Erik Lauritzen.

- Nu håber jeg, at en sønderjysk minister vil sætte fokus på de problemer, vi har i vores område, siger Sønderborgs borgmester.

Benny Engelbrecht er fra Adsbøl ved Gråsten. Han bliver udnævnt som ny skatteminister i dag klokken 11.30.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.