Spritny børnehave risikerer at lukke, mens nye bygges: Det er tudetosset og løser ingenting

Seks børnehaver i Esbjerg er i fare for at lukke, så kommunen kan leve op til ny ghettoplan.

Fra 2020 må maksimalt 30 procent af børn i daginstitutioner udsatte boligområder. I Valmuen har langt over halvdelen adresse i et udsat boligområde. (Foto: Torben Meyer © Esbjerg Kommune)

Esbjerg Kommune risikerer at skulle lukke seks spritnye daginstitutioner i Esbjergs østlige bydel og bygge seks nye andre steder i kommunen.

Det viser kommunens egne beregninger af konsekvenserne af regeringens nye ghettoplan.

Ghettoplanen dikterer nemlig, at der fra år 2020 højst må optages 30 procent børn med bopæl i et udsat boligområde, og det kommer muligvis til at ramme seks institutioner.

Forælder er bekymret

Én af institutionerne er Valmuen, der ligger på Stengårdsvej, hvor Daniellea Smith hver dag afleverer sin søn. Hun er bekymret.

- Det vil jo ramme hårdt, fordi mit barn muligvis vil få længere til en institution. Han vil knytte nogle bånd, inden han bliver revet ud for at vende tilbage til Kvaglundskolen, hvor han vil være den nye i klassen, siger hun.

Daginstitutionen Valmuen har 35 vuggestuepladser og 50 børnehavepladser. Langt over halvdelen af børnene bor i et udsat boligområde.

De fem andre institutioner, der kan blive ramt, har også enten langt over eller lige under de tilladte 30 procent børn fra udsatte områder.

Men de seks institutioner, der er i farezonen, er velfungerende, og den ene er splinterny, så det er helt urimeligt, hvis de skal lukke, siger formand for børne- og familieudvalget i Esbjerg Kommune, Diana Mose Olsen (SF).

- Det er tudetosset, at man fra Christiansborg, der er så langt væk fra virkeligheden, skal definere, hvilke institutioner, vi må have, og hvilke vi ikke må have, siger hun.

Ifølge borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen (V), løser det slet ikke ghettoudfordringerne at lukke børnehaver og åbne nye andre steder i kommunen.

- Det her giver slet ingen mening. Man flytter bare problemet. Når børnene bliver optaget et andet sted, stiger procentsatserne bare dér, og børnene skal flyttes længere og længere væk, siger han.

Esbjerg håber på dispensation

Områdeleder Marianne Guldager Jensen er også bekymret. Hun har svært ved at se, hvordan det skal gå op.

- Det kan jeg slet ikke overskue. Jeg ved ikke, hvor vi skal gøre af børnene. De forsvinder jo ikke bare. Vi har ikke den kapacitet andre steder i Esbjerg Kommune.

Den eneste mulighed er at bygge nye institutioner andre steder i kommunen, vurderer borgmesteren. Derfor er han også klar til at tage kritikken med til regeringens ghettorepræsentanter, der kommer på besøg i Esbjerg på torsdag.

- Det virker meget uigennemtænkt, hvordan den her del af ghettolovgivningen skal føres ud i livet. Det vil ikke være muligt at gøre på en fornuftig måde i Esbjerg.

Han håber, at Esbjerg Kommune kan få dispensation fra ghettoplanen.