Størrelsen på kønslæber skaber usikkerhed

Unge piger opsøger i stigende grad gynækologhjælp for at spørge ind til deres udseende. Størrelsen på deres indre skamlæber skaber stor usikkerhed. Men det er ikke kun et problem hos de unge viser en ny måling.

Mange unge er i tvivl om deres egen krops udseende. Specielt skamlæbernes størrelse skaber stor usikkerhed. Men ny undersøgelse viser, at også midaldrende kvinder føler sig forkerte. (Arkivfoto.)

Hvordan ser en normal kvinde ud forneden?

Det spørgsmål plager mange unge kvinder så meget, at de opsøger en gynækolog.

Det fortæller privatpraktiserende gynækolog i Esbjerg, Ghada el-Saeidi, der som den første i landet tilbyder teenagere særlige ungdoms-konsultationer, når hun åbner klinikken én lørdag hver måned. Hun har besøg af omkring 20 unge piger om måneden, og de har brug for at få svar på basale spørgsmål.

Størrelsen bekymrer mange

Pigerne kommer først og fremmest for at høre, at de ser normale ud, og at de ikke fejler noget. De mangler en fornemmelse af, hvordan de skal se ud, og så har de svært ved at acceptere deres krop, siger hun.

- De er utrolig flove over størrelsen på deres skamlæber, og de spørger om udflåd er normalt, siger hun. 

Den gennemsnitlige kvinde

Det er ikke kun unge piger, der føler at deres kønsorganer er forkerte. På Kolding Sygehus har man for nylig afsluttet et stort projekt, hvor man har målt 250 kvinders kønslæber. 

Målet var at finde ud af, hvordan den gennemsnitslige kvinde ser ud. Her blev det tydeligt, at alder ikke har indflydelse på ens kropsfølelse, siger reservelæge på Kolding Sygehus' gynækologiske klinik, Henrik Drue:

- Vi troede måske, at den her usikkerhed på ens eget udseende var forbeholdt det yngre segment, men det er lige så meget de midaldrende, der føler sig forkerte, siger han. 

Internettet forvrænger selvopfattelsen

Ifølge Ghada el-Saeidi skyldes en stor del af årsagen til at de unge, hun møder, er usikre på deres krop, at vi lever i en verden, hvor Youtube og internettet fylder utrolig meget i hverdagen. Dermed får de unge et forkert billede af dem selv.

Konklusionen på undersøgelsen fra Kolding Sygehus er, at det er mest normalt med store indre kønslæber, der kan ses, og dermed er mange kvinders opfattelse af idealet ikke i overensstemmelse med virkeligheden.

 

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk