Stor gammel bombe fundet på fodboldbane midt i Flensborg: I dag skal 16.500 mennesker evakueres

I dag fjernes en bombe fra Anden Verdenskrig fra en fodboldbane i Flensborg.

Bomben er forsigtigt gravet fri, så bomberydderne kan komme til bomben, når den senere i dag skal uskadeliggøres. (Foto: Peter Halkjær © (c) DR)

Få meter under jorden, hvor børn og voksne til daglig spiller fodbold, dukkede der for nylig en 250 kilo tung bombe op.

Bomben er en amerikansk flyverbombe, og den har ligget under grønsværen i den nordlige del af Flensborgs bymidte siden Anden Verdenskrig. Uden nogen har været klar over det.

I dag skal bomben fjernes. Men før man overhovedet kan flytte på den, skal et bombehold fra Kiel demontere den sprængfarlige ammunition. Det betyder også, at omkring 16.500 mennesker bliver evakueret fra området i dag.

- Der vil altid være en risiko for, at bomben eksploderer, så det er en sikkerhedsforanstaltning, siger pressetalsmand for Flensborg By Clemens Teschendorf.

(Foto: (Grafik) Signe Heiredal)
(Foto: (Grafik) Signe Heiredal)

Evakueringszonen omfatter en radius på 1.000 meter i nordlig retning og 500 meter i sydlig retning. Og det er altså nødvendigt med så stor en evakueringszone, fortæller Clemens Teschendorf.

- Det er en kraftig bombe. Den vejer 250 kilo, hvoraf halvdelen er sprængstof.

Maureen skal forlade sit hjem

Klokken 11.30 i dag rykker bombeholdet ind for at uskadeliggøre bomben. Inden da skal de tusindvis af mennesker forlade deres hjem.

En af dem er Maureen Hoelzl og hendes familie.

De bor under 100 meter fra sportspladsen. Hun blev ikke bange, da hun hørte, at der lå en bombe så tæt på hendes hjem, fordi det faktisk er ret almindeligt, at de dukker op i Tyskland.

Men hun synes dog ikke, det er rart at tænke på den skade, bomben kunne have gjort, hvis den var eksploderet.

Familien Hoelzl bor under 100 meter fra den boldbane, hvor en bombe fra 2. verdenskrig for nylig blev fundet. Lørdag skal bomben fjernes, og derfor skal familien forlade sit hjem resten af dagen. (Foto: (Privat foto))

- For mange år siden var der en The Kelly Family-koncert på pladsen, og det gør mig da lidt utryg at tænke på alle de tusindvis af mennesker, der hoppede rundt på græsset, mens der lå en bombe lige nedenunder, siger hun.

De evakuerede kan opholde sig i en række sportshaller i sikker afstand til bomberydningen og forhåbentlig vende tilbage til deres hjem senere i dag. Men det bliver lidt mærkeligt at forlade sit hjem, fortæller Maureen Hoelzl.

- Det er en underlig følelse. Vi håber, at vi vender tilbage, og at alt er, som det plejer at være. Men der kan jo ske en eksplosion.

- Men det er nu ikke sådan, at vi pakker en kuffert og tager de vigtigste ting med. Vi regner med, at eksperterne har styr på det, siger hun.

Franziskus-hospitalet, der er det ene af Flensborgs to sygehuse, ligger også i evakueringszonen. Men her har bombespecialister vurderet, at det ikke er nødvendigt at evakuere alle patienter og ansatte, fortæller Clemens Teschendorf.

- Man flytter de patienter, der ligger i den del af bygningen, som vender ud mod sportspladsen. Og så er der helt lukket for besøgende under evakueringen. Akutpatienter skal henvende sig ved vores andet sygehus, siger han.

Her kan du se, hvordan man har gravet bomben fri på boldbanen, hvor den for nylig blev fundet:

Bombe skulle stoppe produktion af ubåde

Ifølge historiker og tidligere generalkonsul i Flensborg Henrik Becker-Christensen stammer bomben sandsynligvis fra det største bombeangreb mod Flensborg den 19. maj 1943.

- Her smed 80 amerikanske B-17-bombemaskiner omkring 140 ton bomber over området ved byens værft, der fabrikerede ubåde, fortæller han.

Der blev kastet over en million bomber i Tyskland under Anden Verdenskrig, og ifølge Becker-Christensen var det cirka hver femte bombe, der ikke eksploderede. Derfor er det ikke unormalt, at der nærmest på ugentlig basis dukker rester af bomber og andet ammunition op fra Anden Verdenskrig i Tyskland.

Men det er usædvanligt, at der bliver fundet bomber i og omkring Flensborg.

- Bortset fra værftet, som under krigen fabrikerede omkring 20 ubåde, var Flensborg ikke i de allieredes kikkert. Kiel, der havde en stor flådebase, og Hamborg var mere interessante mål, siger Henrik Becker-Christensen.

Tyskere skal tjekke for bomber inden byggeri

På grund af historiens mange bombardementer over Tyskland skal man i dag altid undersøge et område for rester af ammunition, inden et anlægsarbejde går i gang.

På boldbanen i Flensborg skulle man i gang med at bygge en tribune, og derfor blev der set nærmere på undergrunden. Det var her, man opdagede, at der lå en stor metalgenstand under grønsværen.

Ifølge Teschendorf bliver der senere i dag sendt politi rundt i gaderne for at sikre, at alle er væk fra området.

- Hvis politiet ser nogen i lejlighederne, bliver der sendt en patrulje ud for at hente beboerne – og det er også dem, der får regningen, siger han.

Det forventes, at bomberydningen fortsætter til sidst på eftermiddagen eller først på aftenen.

Facebook
Twitter