Storbrand på plastfabrik: 150 mand kæmpede mod flammerne

En voldsom brand brød ud på en plastvirksomhed i Tinglev i Sønderjylland. Brandfolk var i gang i over 15 timer.

Brandfolk kæmpede hele natten med at få bugt med flammerne fra plastvirksomheden Polyloop i Tinglev, der var brudt i brand.

Ud over kraftig brand var der også meget voldsom røgudvikling på stedet.

Det betød, at beboerne i området blev advaret om at blive inden døre.

Røgen kunne ses fra lang afstand, mange timer efter at branden var brudt ud. (Foto: Sofie Lewring)

Voldsom brand

Beredskabsdirektør i Brand og Redning Sønderjylland Lars Møldrup siger, at det har været en meget omfattende brand, der i aftes brød ud ved 22-tiden.

Først tirsdag eftermiddag var brandvæsnet helt færdig med efterslukningsarbejdet.

I alt har brandfolk arbejdet mere end 15 timer med slukning af flammerne og al efterslukningen.

- Branden har været ret slem. Hele bygningen er udbrændt. Det ligner en ruinby. Der har været stor varmeudvikling og kraftig røg. Vi har haft styrker inde fra otte værn, politiet, forsvaret og hjemmeværnet. Omkring 150 mand har været i gang hele aftenen, natten og morgenen, fortæller Lars Møldrup.

Se video af branden tirsdag morgen.

Politiet til nysgerrige: Hold jer væk

Branden udviklede gennem hele natten og morgenen meget kraftig røg, der var sundhedsskadelig at indånde.

Og derfor blev borgerne på flere af vejene i lokalområdet bedt om at lukke døre og vinduer og blive indenfor.

Politiet måtte samtidig advare nysgerrige tilskuere til branden om at holde sig væk. Flere var nemlig i aftes dukket op for at se branden.

Beredskabsstyrelsen assisterede med 22 mand og fem køretøjer. I alt otte brandværn og Flyvestation Skrydstrup har været tilkaldt. Derudover har politi og hjemmeværn også været tilkaldt.

Der er sket omfattende skader på bygningen som følge af branden. (Foto: Sofie Lewring)

Brandårsagen er ukendt, så nu skal politiets teknikere i gang med at finde årsagen til, hvorfor den voldsomme brand opstod.

Opdateret kl. 15.06 med opdatering på branden, billeder og videoer.

Facebook
Twitter