Succes med musik i psykiatrien

Musik er ikke bare rart at lytte til. Det kan også hjælpe unge, der har ondt i livet.

Musik sætter gang i tanker, følelser og erindringer, som giver nye muligheder for samtaler i psykiatrien. (© Colourbox)

Musik er ikke bare rart at lytte til. Det kan også hjælpe unge, der har ondt i livet.

Det er erfaringerne fra et netop afsluttet projekt på ungdomspsykiatrisk ambulatorium i Aabenraa og Augustenborg. Her har man gennem to et halvt år brugt musik i behandlingen af unge med psykiske diagnoser.

Og med stor succes, siger overlæge Birgitte Vange.

Musik giver selvtillid og fællesskab

- Unge med psykiske problemer sidder tit alene. Men gennem musikken kommer de med i et fællesskab og opdager, at andre har det på samme måde, siger Birgitte Vange.

- De finder ud af, at de har ressourcer og noget at tilbyde. Det er vigtige oplevelser, som giver håb for, at man kan få et bedre liv, siger overlægen.

Gennem de seneste to et halvt år har man brugt musik i behandlingen af 25 unge med psykiske diagnoser. De unge mødtes hver anden uge for at lytte til musik, spille musik og tale om deres problemer.

Følelser og erindringer

Og det, at der var musik involveret i terapien, gav nye indfaldsvinkler til problemerne, mener Birgitte Vange.

- At lytte til musik sætter gang i tanker, følelser og erindringer. Det brugte vi som afsæt for vores samtaler, siger hun.

Projektet Musik og Udvikling er netop afsluttet, men musikterapien fortsætter hos ungdomspsykiatrisk døgnafsnit i Augustenborg. Og håbet er, at det også kan bruges andre steder fremover.

Facebook
Twitter