Sundhedsplejerske vejleder familien Al-Hassan om kost, godnatsang og mødregrupper

16 kommuner samarbejder med sundhedsplejen om at hjælpe flygtningefamilier med at blive integreret.

Sundhedsplejerske Ulla Lyskjær fra Sønderborg Kommune er glad for besøgene hos flygtningefamilierne. (Foto: Mine Holm Suurballe © dr)

Det falder os danskere helt naturligt at smørre madpakker, mødes i mødregrupper og lægge børnene i barnevognen til en middagslur, selvom temperaturen er under frysepunktet.

Men er man flygtning fra for eksempel Syrien, så er ingen af de ting en selvfølge.

De sidste to år er der kommet 16.000 flygtningebørn til Danmark, og deres forældre har brug for vejledning til, hvordan man opfostrer børn i Danmark.

Siden februar har sundhedsplejersker haft til opgave at give råd og vejledning om alt fra kost og hygiejne til børneopdragelse til flygtningefamilier i 16 kommuner.

Blandt de otte kommuner er Sønderborg og Haderslev.

I Sønderborg kommer sundhedsplejerske Ulla Lyskjær på fast hjemmebesøg hos den syriske familie Al-Hassan, der består af mor, far og tre børn. Det er to et halvt år siden, de kom til Danmark.

Hun skal kortlægge, hvad familien har brug for hjælp til.

- Jeg ser på, hvordan forældrene og børnene har det. Det er sin sag at komme fra Syrien til en lejlighed i Danmark, hvor de ikke kan sproget. Det gør det svært at klare helt dagligdags ting som for eksempel at handle ind og tage til læge, siger hun.

Og familien stoler rigtig meget på Ulla Lyskjær. Det fortæller mor Bajan Alsharqawi

- Efter jeg fødte min datter, havde jeg det svært. Jeg havde ikke tænkt mig at sige noget, men Ulla kunne med det samme se, at jeg havde en fødselsdepression. Hun gav mig lov til at snakke om det og holdt øje med mig. Jeg kunne virkelig mærke, at hun gerne ville hjælpe mig. Derfor stoler jeg meget på hende, og jeg vil dele alt med hende, fortæller hun.

I Syrien er sundhedsvæsenet, børneopdragelse og sund kost meget anderledes end her i Danmark, mener Ulla Lyskjær. Og derfor er der masser af viden, som hun kan give familien, så de bliver klædt bedst muligt på til livet i Danmark.

Hvis der er ting, hun vil have familien til at gøre anderledes, så fortæller hun dem det. Men hun passer på med ikke at blive for belærende.

- Hvis familien kommer fra Syrien, så spørger jeg, hvordan tingene fungerer der. Så kan jeg fortælle dem, hvordan det adskiller sig fra Danmark, men jeg løfter ikke pegefingeren, fortæller Ulla Lyskjær.

Det er hjælp til selvhjælp.

- Når vi støtter dem og guider dem, så kan de selv finde ud af tingene, siger hun.

Familien har også mulighed for at fortælle Ulla Lyskjær om de ting, der bekymrer dem. Nogle af tingene har ikke noget med familiens sundhed at gøre, men Ulla Lyskjær mener, det er oplagt, at projektet giver hende mulighed for at hjælpe med andre ting end sund kost og lægebesøg.

- Sundhedsplejersken er jo en af de få, der kommer i familiens hjem, som familien føler sig tryg ved, siger hun.

Sundhed er afgørende for integration

Projektet kan hjælpe på integrationen. Det mener lektor ved Center for Sundhedstjenesteforskning på Københavns Universitet, Signe Smith Jervelund.

- Der kan være et stort behov for råd og vejledning, fordi de kender ikke systemet. Der kan være forventninger til dem i Danmark, som de ikke er vant til, siger hun.

Derudover har psykisk og fysisk sundhed stor betydning for en vellykket integration. Derfor er det oplagt, at sundhedsplejerskerne får en større rolle, mener Signe Smith Jervelund.

- Et ordentligt fysisk og psykisk helbred er en forudsætning for, at man kan lære et andet sprog, komme ud på arbejdsmarkedet og få et netværk, siger hun.

De næste tre år skal projektet bredes ud til 52 kommuner i hele landet.

Facebook
Twitter