- De har jagtet mig ind på min bopæl to gange. Jeg har været meget utryg. Det er ikke noget, man har lyst til at opleve. Man har lyst til bare at blive inde på sin grund.
Sådan lyder det fra en af naboerne til Brolæggervej 12 i Sædding ved Esbjerg, hvor rockergrupperingen Satudarah har holdt til, indtil de i marts blev smidt på porten af kommunen.
Ifølge naboen har Syd- og Sønderjyllands politi frarådet dem at stå frem med navn. Derfor er naboen her anonym. Hans identitet og fulde navn er redaktionen bekendt.
Og netop på grund af oplevelser som i Sædding kan kommunerne smide rockere og bander på porten ved at forbyde dem at samles i deres klubhuse – et såkaldt samlingsstedsforbud.
Det kræver dog, at grupperingen skaber 'væsentlig ulempe og utryghed for de omkringboende', som det er formuleret i loven.
Men det er for svært at overføre loven til virkelighed. Blandt andet fordi det er uklart, hvad 'væsentlig ulempe og utryghed' indebærer.
Det mener flere kommuner. Også Esbjerg, hvor man i marts med Satudarah ud på den måde.
Det fortæller Peer Rexen, der er byudviklingschef i kommunen.
- Det er svært at bruge den her lov i praksis. Det er svært at finde ud af, hvordan vi gør det på en måde, så vi sikrer, at forbuddet holder, selvom der bliver klaget over det, siger han.
Myndighederne arbejder hele tiden på at finde nye måder at standse grupperingerne på. Senest er Anklagemyndigheden begyndt at undersøge, om de kan gå skridtet videre og helt forbyde grupperingen Bandidos.
11 forbud på seks år
Siden Esbjerg har smidt rockergrupperingen Satudarah ud, har flere kommuner set mod dem.
En af dem er Tårnby, hvor de i maj ligesom i den sydvestjyske kommune smed Satudarah ud på den måde. I et halvt år har kommunen arbejdet på at kunne give forbuddet. Det fortæller borgmester, Allan S. Andersen (S).
- Det er svært. Det er også derfor, det har taget så lang tid. De (Esbjerg, red.) har været en god samarbejdspartner. Og selvfølgelig er det også derfor, vi har fået inspiration til det arbejde, der har lagt op til kommunalbestyrelsens belutning, siger han.
Loven trådte i kraft i 2017 som en del af den tredje bandepakke. Den kan bruges til at forbyde en gruppe adgang til et opholdssted. Forbuddet gælder tre måneder. Men det kan forlænges, hvis grupperingen ikke overholder forbuddet.
I Sædding ved Esbjerg udløber det den 28. juni. Men naboen til Satudarahs tidligere klubhus håber, at det bliver forlænget.
- Det har været meget bedre herude. Der har ikke været den der truende adfærd. Jeg frygter, de vender tilbage, siger han.
På de seks år loven har eksisteret, har 11 kommuner smidt en bande- eller rockergruppering ud med et forbud.
Flere af dem deler kritikken fra Esbjerg og Tårnby. Og pegede på det allerede et år efter, loven var trådt i kraft.
Igen sidste år i forbindelse med et serviceeftersyn af bandepakkerne gjorde Odense og Aarhus Kommune opmærksom på udfordringerne ved loven.
Sune Klinge, der er adjunkt i forvaltningsret ved Københavns Universitet, kan sagtens se, hvorfor kommunerne har svært ved at overføre loven til praksis.
- Loven er relativt vag i sin formulering, når det handler om, hvor meget der skal til, for at noget eksempelvis er til væsentlig ulempe og utryghed, siger han.
Behov for vejledning og præcisering
Derfor bør det blandt andet gøres tydeligere, hvad og hvor meget der skal til for at samlingsstedsforbuddet er lovligt.
Det mener Christoffer Lilleholt (V), rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Her har man i 2021 givet et forbud, men holdt sig fra det i to andre tilfælde, hvor kommunen gerne ville slippe af med en gruppering. Man mente ikke, at der var beviser nok til at gøre brug af loven.
- Vi foreslår at sænke og tydeliggøre kravene til dokumentationen af utryghedsskabende aktivitet, fordi det er så utydeligt, hvad det egentlig er, og hvor meget der skal til, siger Christoffer Lilleholt.
Advokaten til lejeren af bygningen i Sædding har klaget over forbuddet. Sagen venter nu behandling i Planklagenævnet.
Men i Esbjerg er de sikre i sin sag. De mener dog stadig, at det er vigtigt, at det bliver helt tydeligt, hvad der skal til, fortæller Peer Rexen fra Esbjerg Kommune.
- Det vigtigste for os er, at Justitsministeriet kommer med en relativ entydig vejledning i forhold til lovens forståelse, siger han.
Ifølge Rigspolitiet er der i dag 47 steder, hvor rockergrupperinger har deres såkaldt klubhuse. Hvor mange klubhuse øvrige bandegrupperinger har, er ukendt.