Svamp, kløe og limsmag: Halvdelen af skolestab er syge efter skimmelangreb

Symptomer tyder på dårligt indeklima på sønderjysk skole, mener professor.

25 af de ansatte på Sønder Otting Skole har oplevet fysiske gener, efter de i efteråret vendte tilbage til den nyrenoverede skole. Senere blev der konstateret skimmelsvamp i bygningerne. (Foto: Anne-Marie Lindholm © (c) DR)

Kløende og røde øjne, udslæt, forværret astma, vejrtrækningsproblemer, træthed, hovedpine, svamp på kroppen, tørre slimhinder og smag af lim i munden er nogle af de gener, 25 ansatte på Sønder Otting Skole i Haderslev oplever.

Skolen blev renoveret som følge af skimmelsvamp, men nu er der igen konstateret problemer med indeklimaet.

En aktindsigt, DR Syd har fået fra skolen, viser, at cirka halvdelen af dens ansatte har fået fysiske gener, efter de er flyttet tilbage på skolen.

Skolechef i Haderslev Kommune, Rasmus Andreasen, mener ikke, det er nemt at konkludere noget konkret på baggrund af de ansattes symptomer.

- Det er jo i øst og vest. Der er ikke noget klart billede, så hvad er det, vi skal reagere på? Derfor har vi brug for en lægefaglig vurdering, så vi kan lave en god og præcis plan for, hvad der skal ske, siger han.

Konstateret skimmel før jul

I efteråret rykkede elever og lærere igen ind på skolen, der havde været igennem en renovering for netop at komme af med skimmelsvamp.

Men efter ansatte og elever vendte tilbage til klasselokalerne, har halvdelen af staben fået det skidt. Indeklimaet blev undersøgt, og der blev igen konstateret skimmelsvamp på skolen.

I løbet af juleferien har teknikere fra Rambøll udført brintoverilte-rensninger for at dræbe alt biologisk liv og sporer samt gennemført en grundig rengøring i flere af lokalerne.

De seneste målinger viser, at niveauet af skimmel er faldet og ikke længere er sundhedsskadeligt. Alligevel har både lærere og elever fysiske gener.

Proffessor peger på dårligt indeklima

Ifølge Torben Sigsgaard, som er professor ved Institut for Folkesundhed ved Aarhus Universitet, tyder symptomerne og antallet af berørte på store problemer med indeklimaet.

- Det er flere, end man kan forvente på en arbejdsplads. Og da de alle sammen går i samme bygning, vil jeg først og fremmest se nærmere på den.

Ud fra symptomerne er det umuligt for professoren at sige noget om den konkrete årsag til, at lærerne bliver syge.

- Det kan være alt fra støv, forkerte rengøringsmidler, skimmel og problemer i ventillationssystemet, siger han.

Lærerkreds: Flyt ansatte hurtigst muligt

Størstedelen af de syge er lærere. Formanden for Haderslev Lærerkreds, Lars Pedersen, har læst medarbejdernes udtalelser.

- Vi er rystede. Vi vidste, at der var mange syge, men det her er voldsomt. Jeg kan kun opfordre til, at man hurtigst muligt får de ansatte ud derfra.

Haderslev Kommune har sat gang i en række undersøgelser af de berørte bygninger, og embedslægen er også i gang med at se på sagen.

Borgmester Hans Peter Geil vil ikke forholde sig til de symptomer, de ansatte på Sønder Otting Skole oplever. Han vil afvente embedslægens vurdering, der forventes at komme på mandag.

Facebook
Twitter