Sydslesvigere ærgrer sig over valg af Haarder som generalkonsul

Sydslesvigere undrer og ærgrer sig over, at den hidtidige generalkonsul i Flensborg Henrik Becker-Christensen skal udskiftes med politikeren Bertel Haarder.

Det har skabt røre i Sydslesvig, at 72-årige Bertel Haarder skal være ny generalkonsul i Flensborg. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Det har ikke vakt lutter begejstring, at tidligere kulturminister Bertel Haarder fra 1. september overtager posten som generalkonsul i Flensborg.

Siden Bertel Haarders jobskifte blev annonceret for to uger siden, har Flensborg Avis modtaget adskillige læserbreve om den nye generalkonsul, fortæller chefredaktør Jørgen Møllekær.

Kritikken i læserbrevene går især på, at den nuværende generalkonsul Henrik Becker-Christensen ikke selv havde planer om at stoppe til sommer.

- Den almindelige sydslesviger reagerer på, at det forekommer meget usædvanligt, at en eksisterende generalkonsul bliver frataget sit job ufrivilligt. Det er et stort irritationsmoment, at man gør det, så det går ud over den siddende generalkonsul, siger Jørgen Møllekær.

Vemodigt at stoppe

Henrik Becker-Christensen selv har ikke nogle kommentarer til skiftet, men han understreger, at han har været glad for de 18 år som generalkonsul.

- Jeg har været utroligt glad for jobbet, og selvfølgelig er det vemodigt at stoppe med noget, man er glad for. Tilkendegivelserne om, at folk har været glade for mig i mit virke som generalkonsul varmer naturligvis også, siger han.

Chefredaktør på Flensborg Avis Jørgen Møllekær fortæller også, at den nuværende generalkonsul er vellidt af mange.

- Folk her i Sydslesvig føler, at man fjerner en person fra generalkonsulposten, som på ingen måde har fortjent at blive fjernet sådan. Henrik Becker-Christensen er meget afholdt, fordi han gennem 18 år har gjort rigtigt mange gode ting for det danske mindretal, siger chefredaktøren.

Haarder har ingen kommentarer

Selvom flere har rejst kritik af den kommende generalkonsul, så er Bertel Haarder dog ikke noget dårligt valg, mener Jørgen Møllekær.

- Lige så enig, jeg er i ærgrelsen over, at den nuværende generalkonsul abrupt skal stoppe sit gode arbejde, så mener jeg også, at man skal se de muligheder, der opstår, siger han og fortsætter:

- Bertel Haarder er en fuldblodspolitiker, og det håber jeg, han fortsat vil være som generalkonsul. Vi trænger til at få en, der kan slå nogle døre ind, så der kan ske en ny udvikling, siger Jørgen Møllekær.

Folketingets Ombudsmand er også blevet draget ind i sagen, efter en advokat har klaget over, at stillingen som generalkonsul ikke blev slået op, men blev tildelt Bertel Haarder.

Bertel Haarder afviser over for Ritzau at kommentere kritikken.