Sygehus løber ikke tør for coronatest: 'Vi valgte den sydkoreanske'

På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg mangler de ikke test, for der har de valgt en anden metode.

Den lægelige direktør på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg, Anna-Marie Bloch Münster, siger, at man er godt med i forhold til test. (Foto: Maria Tuxen Hedegaard © Maria Tuxen Hedegaardfoto@mariahedegaard.dkwww.mariahedegaard.dk)

Da mikrobiologerne på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg skulle finde ud af, hvilken corona-test de skulle bruge, afprøvede de to typer.

Og det viste sig at være en god idé.

For leverandører af den ene metode meldte hurtigt udsolgt af test-ingredienser, mens den anden - en sydkoreansk metode - er knap så udbredt.

Sygehuset i Esbjerg har netop fået leveret 300 af de sydkoreanske test fra en dansk

leverandør
.

- Vi testede de første patienter med den sydkoreanske metode fredag morgen. Og vi har rigeligt til hele weekenden, siger Sydvestjysk Sygehus' lægelige direktør, Anna-Marie Bloch Münster.

Måden, man coronatester patienterne på sygehuset i Esbjerg, er ikke anderledes end andre steder.

Eneste forskel er, at testene kommer fra Sydkorea. Og der er rigeligt med forsyninger.

- Mandag får vi yderligere 2.300 test. Derudover har vores danske leverandører lovet at kunne levere mindst 100 test om dagen og faktisk op til 200, hvis der bliver brug for det, forklarer hun.

Udsolgt

Anna-Marie Bloch Münster siger, at sygehuset i begyndelsen af marts arbejdede på, hvordan man skulle teste for coronavirus.

- Det gjorde vi ud fra det apparatur, vi allerede havde i laboratoriet. Og så afsøgte vi markedet for at finde ud af, hvad der var af reagens (kemisk stof, red.), som passede til laboratoriets apparatur, siger hun.

Her på Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg er det sydkoreanske test, man bruger. (Foto: Sydvestjysk Sygehus)

Det viste sig, at der var to metoder, der kunne anvendes. Begge blev undersøgt for at finde ud af, om de duede. Det gjorde de begge.

- Men vi fandt ud af, at den ene metodes reagenser (kemisk stof der bruges i testene, red.) ikke længere var muligt at skaffe. Men det var muligt at skaffe de sydkoreanske reagenser, forklarer hun.

- Vi har opdaget et hul i forhold til de sydkoreanske reagenser, siger Anna-Marie Bloch Münster.

Hun forklarer dog, at hvis man skal bruge de sydkoreanske test, så skal man have noget tilsvarende udstyr, som man har på laboratoriet på Sydvestjysk Sygehus.

- Det er jo ikke sikkert, at man har det apparatur alle steder i de andre regioner. Så det kan være en begrænsning andre steder, forklarer Anna-Marie Bloch Münster.

Midlertidigt stop

I sidste weekend meldte flere regioner ud, at de midlertidigt måtte stoppe alle coronatest af

sundhedspersonale
på grund af mangel på reagenser til test.

Årsagen var mangel på reagenser i hele landet, fordi leverancen fra firmaet Roche Diagnostics A/S, som ellers var stillet i udsigt, ikke blev leveret.

Lars Berendt, der er pr- og kommunikationschef for Roche Diagnostics i Danmark, sagde til

DR
:

- Vi forstår frustrationen ude på de enkelte laboratorier og hospitaler, og vi deler den. Efterspørgslen på de pågældende materialer er steget med 1.000 procent på

globalt
plan over de seneste uger.

Flere skal testes

Og Sydvestjysk Sygehus' sydkoreanske test er en del af forklaringen på, at Danske Regioner for nylig meldte ud, at de får mulighed for at teste 5.000 borgere om dagen.

Det siger formanden for Danske Regioner, Stephanie Lose, fra Venstre.

- Der er kommet flere forsyninger. Og så er der løbende alternativer til det, vi kender.

- Sydvestjysk Sygehus tester jo på en anden platform, end man gør på så mange andre sygehuse. Så der er mange kilder til, at vi har mulighed for at teste 5.000 hver dag i den kommende tid, siger Stephanie Lose.

Regionerne
har derudover sat flere
initiativer
i gang med
eksterne
leverandører, som kan hjælpe til at løfte testkapaciteten yderligere.

Det gælder for eksempel Novo Nordisk og

DTU
. Tilsammen kan de levere yderligere 2.000 test, når de inden for de næste 14 dage er kommet op at køre.

Formanden for Danske Regioner kunne i fredags melde ud, at regionerne er klar til at teste 5000 borgere for coronavirus om dagen. (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

Klar til at teste 100 om dagen

På Sydvestjysk Sygehus er man klar til at teste i hvert fald 100 personer om dagen for coronavirus i den kommende tid.

- Testmetoden har en rigtig høj performance. Det har været anvendt i Sydkorea til mange tusinde patienter, der har været smittet med coronavirus, siger den lægelige direktør på Sydvestjysk Sygehus, Anna-Marie Bloch Münster.

Sygehuset er et af de få steder i landet, der bruger de sydkoreanske testkit.

Herunder kan du se, hvordan man bliver testet for coronavirus. På Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg foregår det på samme måde.