Sygeplejersken Siva: ’Jeg håber og beder til, at vi ikke ender der, hvor Italien er’ 

Sydvestjysk Sygehus forventer øget pres på personalet og tilbyder nu ansatte psykologhjælp via hotline.

Sygeplejersken Siva Inthireswaran er netop blevet uddannet til at kunne assistere på Sydvestjysk Sygehus' intensive afdeling. Hun er derfor glad for, at sygehuset nu stiller psykologer til rådighed, hvis hun og andre ansatte skulle få brug for det. (Foto: (privat))

Sygeplejersken Siva Inthireswaran står måske overfor den mest stressende og traumatiserende arbejdsopgave i sin karriere.

Til daglig arbejder hun som sygeplejerske på en sundhedsklinik. Men på grund af coronakrisen er hun nu blevet efteruddannet til at kunne assistere på Sydvestjysk Sygehus’ intensivafdeling, hvis situationen spidser til på sygehuset i Esbjerg.

Og det er på intensivafdelingen, de allermest kritiske corona-patienter ligger.

- Jeg har da lidt ondt i maven hver dag, når jeg står op. Jeg ved ikke, hvornår jeg bliver kaldt ind, og risikerer at stå i det kaos, de har i udlandet lige nu. Jeg tror ikke, der går en dag, uden jeg tænker; hvornår kommer det her til Sydvestjysk Sygehus, fortæller Siva Inthireswaran.

10 psykologer sidder klar

Udsigten til øget pres på personalet er grunden til, at Sydvestjysk Sygehus i dag præsenterer et nyt psykologisk kriseberedskab, der kan hjælpe sygehuspersonalet med at håndtere stress, kriser og sorg.

Beredskabet består af ti psykologer. De har deres egen hotline og er nu kun en enkelt opringning væk fra kl. 7.00 til 23.00 hver dag.

Ifølge lægefaglig direktør på Sydvestjysk Sygehus Anna-Marie Bloch Münster er det ikke utænkeligt, at personalet på sygehuset står overfor situationer, der kan medføre stress og angst.

- Vi har alle set billeder fra Italien, hvor vores kollegaer kæmper en brav kamp. Flere af dem har virkelig været berørt af det. Så det gør indtryk, fordi vi jo er vant til at håndtere krisesituationer.

Siva Inthireswaran er enig. For selvom hun har 11 års erfaring som sygeplejerske, bliver hun bekymret, når hun hører beretninger fra pressede sygehuse i Italien.

- Det er hårdt at se, hvordan vores kollegaer ude i verden er overpressede lige nu. Jeg håber og beder til, at vi ikke ender der, hvor de er. Jeg håber, at vi er meget bedre forberedt her i Danmark.

Flere sygehuse følger efter

Det nye tiltag vækker også glæde hos Dansk Sygeplejeråd, der håber andre sygehuse vil lade sig inspirere af Sydvestjysk Sygehus.

- Det er meget positivt tiltag. Det her er klart en opgradering af hjælpen til dem, som skal hjælpe alle mulige andre, siger formand Grete Christensen.

Og selvom situationen måske ikke bliver lige så kritisk i Danmark, som det ses i Sydeuropa lige nu, kan Siva Inthireswaran sagtens forestille sig, at hun vil kunne få brug for professionel psykologhjælp, hvis hun bliver kaldt ind på den intensive afdeling i Esbjerg.

- Hvis der er for mange patienter indlagt, og vi ikke føler, at vi kan følge med. Hvis patienter dør på vores vagter uden pårørende til stede. Eller hvis man går hjem med følelsen af, at man ikke har gjort tilstrækkeligt.

Faktisk kan de pårørende også bruge kriseteamet på Sydvestjysk Sygehus. De får dog ikke adgang til den direkte hotline, men kan henvises af en af de ansatte på sygehuset.

Danske Regioner har ikke en fælles strategi for, hvordan man hjælper sygehusenes personale under coronakrisen.

Men i Region Nordjylland er man også på vej med et lignende psykosocialt beredskab med døgnbemandet krisetelefon. Og Ikast-Brande Kommune har netop oprettet en hotline til brug for de ansatte, hvor der i kommunens åbningstid sidder psykologer i den anden ende.