Synsindkaldelser strander i e-boks

Digitale indkaldelser får flere bilejere til at udeblive fra synsaftaler.

Det kan være dyrt at overse en indkaldelse til syn af bilen. (Foto: Steffen Lübbert Terpling)

Kombinationen af bilsyn og digital post er en dårlig cocktail for flere bilejere. Det viser nye tal fra Trafikstyrelsen, som DR Syd har fået indsigt i.

Der er nemlig sket en stigning i antallet af bilister, der ikke kommer forbi synshallen i tide. Det er sket, efter Trafikstyrelsen gik over til at indkalde folk via digital post.

Det er en farlig udvikling, at der ikke er styr på sikkerheden på et stigende antal biler. Det siger Folke Pedersen, der er teknisk konsulent ved FDM.

Flere får bøder

- Det kan ikke udelukkes, at der kører usikre biler rundt på vejene, som skulle have været til syn, siger han.

I 2014 udeblev 6,9 procent fra syn efter første indkaldelse. Det tal er steget til 9,47 procent, efter man indførte digital post.

Trafikstyrelsen gik fra at sende et fysisk brev til at klare indkaldelsen gennem digital post tilbage i april måned. Og det er bilisterne, der skal op i gear, lyder det fra FDM.

Dyrt for bilisterne

At køre videre i en bil, der ikke er synet, er en skidt idé både for trafiksikkerheden og bilisternes pengepung, lyder det fra Folke Pedersen:

- Det er hurtigt en 5.000 kroner, der kan ryge, alene i bøder. Derfor skal man tjekke sin e-boks, og man skal bestemt ikke ignorere indkaldelsen fra Trafik- og Byggestyrelsen, siger han.

Udover den ubehagelige bøde ved udeblivelse fra syn, er der også flere, der får klippet nummerpladerne efter adskillige rykkere. Det tal var 1,30 procent i 2014, mens det er sket for 2,64 procent, efter brevene er begyndt at dumpe ind i e-boksen.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk