Syriske børn skal have et normalt liv i Danmark

Det er vigtigt, at de syriske børn på asylcentrene hurtigst muligt kommer i skole og børnehave, mener flere eksperter. De har oplevet kampe og tab og trænger derfor til et normalt børneliv.

Det er vigtigt for børnene på et asylcenter, at de får så normalt et liv som muligt. (Foto: christine Nørgaard © DR Nordjylland (Arkivfoto))

Over alt i de danske kommuner bliver nedlagte skoler, plejehjem og kaserner omdannet til asylcentre for at huse de mange syriske flygtninge, som strømmer til landet.

En stor del af dem er børn, og dem skal der tages særligt hånd om. Det siger Naser Khader, der er mellemøstanalytiker ved Hudson Institute i Washington D. C. og Syrien-kender.

- Alle de børn, som kommer hertil fra Syrien, har været en del af krigen. De har mistet nogen eller set noget forfærdeligt og er derfor dybt traumatiserede. Så vi skal i den grad give børnene særlig opmærksomhed, siger Naser Khader.

Et liv med værdighed og indhold

- Vi skal tale med dem og hjælpe dem med at bearbejde deres oplevelser. Og så skal vi give dem et liv med værdigt indhold, siger Khader.

I Syd- og Sønderjylland er der 162 syriske børn på asylcentrene. Og man er meget opmærksom på at give børnene indhold i deres nye tilværelse i Danmark. Det siger Jette Storm Larsen, der er Asylbørnefaglig leder ved Brovst Asylcenter, der bestyrer de syd- og sønderjyske asylcentre.

Jette Storm Larsen lægger vægt på, at børnene kommer hurtigt i gang med en 'almindelig' tilværelse i det danske samfund.Hurtigt i skole og børnehave- Det er vigtigt at give børnene et liv med skole og børnehave, så de føler sig som en del af samfundet og føler sig ligestillet med de danske børn, siger Jette Storm Larsen.

At integrere børnene hurtigt er også en gevinst for samfundet og de kommuner, der skal tage imod flygtningene, mener Jette Storm Larsen.

- Så bliver familierne også mere motiverede for at lære dansk, tage en uddannelse og bidrage til det danske samfund, siger hun.

Facebook
Twitter