Tag en tur med radio-tidsmaskinen

Hver dag hele sommeren sender vi et klip fra gamle dage i radioen. Her kan du få et overblik over samtlige indslag og lytte med.

DR har i sine arkiver en skatkiste med indslag fra næsten halvfems års radio i Danmark. Også indslag fra Den Syd- og sønderjyske Regionalradio, Radio Syd og DR-P4/Syd/Esbjerg. Jovist, kært barn får mange navne gennem tiden. Og i denne sommer har vi så sat tidsmaskinen op i omdrejninger. Fra arkivet har vi hentet klip fra radioøjeblikke, der var en gang. Og hver morgen mandag-fredag, kan du få et radiofonisk kig i bakspejlet. Værs'go!

 

Den Syd- og sønderjyske Regionalradio var navnet, da vi gik i luften 4. april 1960. Tidsmaskinen giver os et tilbageblik til det øjeblik, da chef og eneste medarbejder, Bjørn Svensson, gik til mikrofonen.   

I Tidsmaskinen sætter vi her fokus på en af de arbejdskampe, der i 70'erne fik megen opmærksomhed. ¨Færgeruten Rømø-Sild blev overtaget af det tyske Förderederei. Men rederiet ville ikke underskrive en dansk overenskomst. Søfolkene skulle sejle under tysk flag og tysk overenskomst - med lavere løn. Og så var balladen der. Fremskridtspartiets Mogens Glistrup tog en oktoberdag i 1979 til Rømø for at skændes med de strejkende og blokerende søfolk. Og Radio Syd's Carlo Hvidkilde havde mikrofonen med helt fremme.

En tur tilbage til november 1945. Den gang var den dansk/tyske grænse skarpt bevogtet oven på krigen. Og soldater fra 1. Regiment i København var udstationeret langt fra hjemmet. Aksel Dahlerup var for Statsradiofonien på besøg ved Kobbermølle ved Kruså. Og ved Skomagerhus-overgangen mødte han en gruppefører, der kunne fortælle om, hvordan man skulle være helt på stikkerne.

Tidsmaskinens hjul stopper her ved året 1965 - og i Løgumkloster. Her kunne man den 27. marts tromme den halve by sammen på Hotel Løgumkloster, for "Gøglervognen" var i byen. Det var Svend Pedersen der ledede showet, der bla. andet handlede om at gætte melodier. Og på scenen kom postmester Kristoffersen - iøvrigt far til Frode Kristoffersen, der sidenhen blev chef på Radio Syd.

Når Tidsmaskinen drejer tilbage til året 1993 er det med en af Hendes Majestæt Dronningens sjældne improviserede taler. Dronningen og Prinsen var i Tønder. Byen fejrede 750 års købstadsjubilæum. Og Prins Joachim var på vej mod et liv som prins og landmand på Schackenborg. På rådhuset var der ingen, der vidste, om Dronningen ville sige nogle ord. Det var i hvert fald ikke planlagt. Men vores udsendte medarbejder stillede for en sikkerheds skyld en mikrofon op foran Dronningens plads. Og så var det, at man kunne se Dronningen skævede nogle gange til mikrofonen, der stod der og næsten kiggede på hende. Og så rejste dronningen sig

EfB vandt 2013 den danske pokalfinale og Randers blev fejet ud. Men det KUNNE jo  være gået anderledes. Tag nu bare den jyske pokalfinale i 1946, hvor Esbjerg spillede mod Aab. Det var kampen, hvor EfB's venstre innerwing, Hardy Laursen brændte et straffespark - om nogen skulle have glemt det. Nuvel, lyt til lidt fodboldreportage i sammenklip fra året 1946. Det var en kamp mellem to rene amatørhold. Det var søndag. Og alle spillere skulle på arbejde næste morgen. Spillerløn? Det kendte man ikke noget til.

Og her er så et klip fra et Radio Syd program i året 1988. Prins Joachim var elev på Sergentskolen i Sønderborg. Og det havde han det godt med. Men han greb også lejligheden til at beklage sig over uge-og formiddagsaviser. Ja, i samtalen med Inger Bach og Flemming Nielsen tog han i den grad bladet fra munden:

Her er et genhør med en af de største successer inden for dansk radiounderholdning: Prøv Lykken. Et program der turnerede landet rundt med Svend Pedersen som særdeles oplagt vært. Siden hen blev det Jørn Hjorting. Men mød her Svend P. til "Prøv Lykken" i Rødekro sammen med en lokal brandmand:

Lige i starten af det nye år 1976 fik det vestlige Sønderjylland sig en barsk opvågnen: En stormflod truede. Ribe og Tønder foruden flere landområder måtte evakueres. Og over radioen fulgte hele landet med i dramaet. Hør her en bid af en samtale med Tønders rolige politimester Erik Bøving. Dagen var den 3. januar 1976.

Her skal vi ikke så langt tilbage - bare til år 2000. Men historien begyndte tre år før. Da etablerede man den samarbejdende grænseregion Sønderjylland-Slesvig. Og så brød helvede løs. De nationale følelser blev løftet, som var Dybbøl truet for anden gang. Der blev forøvet hærværk mod politikeres boliger og biler. Og hvad kom der ud af det hele? En ny samarbejdende region Sønderjylland-Slesvig. Og tre år senere kunne amtsborgmester Kresten Philipsen gøre regnestykket op:

Vi indstillerTidsmaskinen på året 1937. Vi er i en dejlig juli måned. Og i grænselandet holder DUI landsstævne. DUI - De Unges Idræt - var stiftet som den danske arbejderbevægelses korps for børn og de helt unge. Det var (og er) en slags socialdemokratisk udgave af spejderbevægelsen.Og den sommer var alle sejl sat til fra Tønder til Sønderborg. En af de meget unge DUI'ere var indkvarteret hos overgendarm Petersen i Kruså. Og der havde han suget ret så meget til sig. Og når du lidt senere også hører mandolinspil, så skyldes det, at mandolinen simpelthen var DUI's instrument. Og så får du lige til sidst landsfader, statsminister Thorvald Stauning. Men først en videbegærlig DUI-knægt:For hvad kan der dog ikke foregå ved grænsen:

Med Tidsmaskinen en tur ud til eksportens frontlinje. Og noget af det stærkeste som dansk mejeribrug i mange år havde at sætte ind var: Karolinepigerne. Søde danske piger iklædt tøj med røde og hvide tern. Og her kan du så høre en Radio Syd optagelse fra verdens største fødevareudstiling, Grüne Woche i Berlin. Du skal møde  Connie fra Løgumkloster - en Karolinepige med fuld turbo på. Det var Jørgen Kreuzmann, der interviewede og året var 1985.

I Tidsmaskinen sætter vi her dag fokus på det måske mest kendte af de redningsskibe, der gennem tiden har været stationeret i Esbjerg, "F.V. Mortensen". Lyt her til Pressens Radioavis en februardag i året 1958:

Næste år er det 150 år siden Danmark tabte krigen mod Preussen og Østrig. Vi gjorde alt det forkert, som vi kunne - politisk, diplomatisk og militært. Og nederlaget ved Dybbøl den 18. april 1864 kommer til at få ikke så lidt opmærksomhed i året 2014. Men her kan du så møde en af dem, der var MED ved Dybbøl. Mathis Sørensen fra Rens. I året 1938 blev han interviewet af Axel Dahlerup i "De gamle mænds halve time". Og hør her, hvordan Mathis kunne fortælle løs, da der blev skåret store 78'er lakplader i reportagevognen:

Lige ved siden af DR-P4/Syd ligger Sønderjyllandshallen. Et samlingspunkt for byen og egnen siden 1956. Og da den blev indviet, var det en stor dag. Så stor, at statsminister H.C. Hansen kom til stede. Han var en blændende taler. Og han vidste, at små tricks kunne give ham hele forsamlingen i den hule hånd. Og det var lige, hvad der skete, den 15. juni for 57 år siden. Hør bare her:

Her skal vi ud at køre i tog sammen med tolderne. Året er 1948. Og reporter Ole Kyhnel er ved grænsen. Han kører sammen med tolderne i Nordexpressen - et af tidligere tiders store kendte internationale exprestog. Og i det år, var toldkontrollen noget mere nærgående end ved vore dages åbne Schengengrænser.

Det var en mørk oktoberaften i året 1983. Statsminister Poul Schlüter sad i sit kontor på Christiansborg og manglede støtte til en børnecheck på 800 kroner. Og fik han ikke det, kunne både finansloven og den borgerlige firekløverregering falde. Men kunne han få Fremskridtspartiet med på vognen, var den OK. Det havde de radikale lovet den konservative statsminister. Men hvor var Fremskridtspartiets leder, sønderjyden Helge Dohrmann? Schlyter fandt ham på restaurant Rio Bravo ikke mange hundrede meter fra Christiansborg. Her nød Dohrmann sin sene aftensmad. Pludselig kom Helge Dohrmann ud af glemslens mørke. Og pludselig var der et forlig, der stadig bare kaldes: "Rio Bravo forliget"

Det er Ringridningens tid. Og med Tidsmaskinens hjælp kan vi komme til ringridning i Sønderborg - i året 1941 at forstå. Det er Jens Frederik Lawaets, der er ved mikrofonen. Og det er en smuk dag.

Vi skal en tur ud på Nordsøen - ud til en regulær og medieefektiv aktion. Året var 1983. Briterne ville pludselig udvide deres fiskerigrænser ud til 12 sømil. Og det betød, at danske fiskere ikke længere kunne komme til nogle gode fangstområdet. Den esbjerggensiske fiskeskipper, Kent Kirk, gik på vikingevis i aktion. Under stor europæisk mediebevågenhed sejlede han ud med det bestemte forsæt, at fiske, hvor han plejede, uanset de britiske regler. Radio Syds Erik Ohlsen havde en tidlig og barsk januarmorgen forbindelse til ham over Blåvand Radio. 

Her kan du med Tidsmaskinens hjælp møde en meget tidlig økolog og biodynamiker - Banan-Christian. Navnet kom af, at han havde store teorier om at dyrke bananer i Danmark ved hjælp af jordvarme. Og så boede han iøvrigt i et virvar af skrammel og stads på Risbøl hede ved Holsted. Året var 1955, da Statsradiofonien var på besøg hos en mand, der tænkte mere og længere end de fleste.

Hvordan var det i grunden, da Danmark i 50'erne for alvor skiftede fra landbrugsland til industrisamfund? Jamen, det kan du få lidt indblik i, når vi sætter Tidsmaskinen i omdrejninger. Hør et lille klip her fra en stor udsendelse om Danfoss og samfundet uden om i året 1956. Mød pigen fra landet, der gik ind ad fabriksporten.

Og så tager vi turen 30 år tilbage. Den gang var der for alvor begyndt at komme gang i truckerbølgen i Danmark. Det hele var begyndt fem år før med filmen "Convoy". Men nu gik ganske mange op i truckeriet. Radio Syd tog et kig på fænomenet og kørte bl.a. med en tur ned ad Autobahn A7. Men i et førerhus hos en rigtig trucker brugte man ikke det borgerlige navn. Her var det.- -

Et øjeblik med Dronningen i Sydslesvig. Året var 1978. Og det var første gang siden 1864, at en dansk regent var på besøg i Flensborg og det øvrige Sydslesvig. Det var et meget betydningsfuldt besøg. Og det var en smuk morgen, da Dronningen talte i Duborgskolens gård.

Tidsmaskinen drejer tilbage til den 15. februar i året 1949. Den dag forlod det sidste tog med tyske flygtninge Danmark. Næsten fire år efter befrielsen kunne de sidste 800 ud af næsten en kvart million tyske flygtninge rejse hjem. Indtil da havde de blandt andet boet i Oksbøllejren. Den fungerede som en selvstændig men stærkt bevogtet by for 35.000 af de flygtninge, der i krigens sidste måneder var kommet til Danmark. Men nu var dette kapitel i Danmarkshistorien så endelig slut. Og Statsradiofonien var på perronnen, da der blev fløjtet afgang.

Vi synes også du skal møde den markante redaktør for Dagbladet Vestkysten, Knud Ree. Året var 1969 og Knud Ree markerede sit 50 års jubilæum på Venstreavisen med stort V som Vestkysten. Han havde stærk indflydelse i Venstre og var en nær ven af Erik Eriksen, der var statsminister i en VK-regering 1950-53. I den regering var Knud Ree fiskeriminister. Men først og fremmest var han avisens mand. Det var DR's Axel Søndergaard, der holdt mikrofonen:

Facebook
Twitter