Tidligere tillidsmand på VUC Syd: Mundkurv efterlader et indtryk af en syg kultur

Jørgen Holstener Larsen har valgt at klage til ombudsmanden over VUC Syds brug af tavshedsklausuler.

Tidligere ansatte på VUC Syd i Sønderjylland skulle skrive under på en tavshedsklausul. (Foto: Anne Marie Lindholm)

Ombudsmanden skal nu kigge nærmere på VUC Syds brug af tavshedsklausuler for tidligere ansatte.

Den tidligere tillidsmand på VUC Syd Jørgen Holstener Larsen har nemlig klaget til ombudsmanden på baggrund af DR Syds historie.

I går kunne DR Syd fortælle, at ledelsen på VUC Syd i mindst to tilfælde har lavet fratrædelsesaftaler, som indeholder en tavshedsklausul, der forhindrer tidligere ansatte i at ytre sig illoyalt om deres tidligere arbejdsplads.

Det er ifølge eksperter en ulovlig begrænsning af de tidligere ansattes ytringsfrihed.

Det skal ombudsmanden nu forholde sig til, mener den tidligere tillidsmand på VUC Syd Jørgen Holstener Larsen.

- Det er et voldsomt demokratisk problem. Det er fuldstændig grotesk at pålægge offentlige ansatte på en uddannelsesinstitution som VUC Syd en mundkurv. Det kan ikke andet end efterlade et indtryk af en syg kultur, hvilket nok også har været tilfældet i mange år, siger han.

Ifølge Jørgen Holstener Larsen gik snakken på gangene på VUC Syd om, at flere fratrådte medarbejdere var blevet pålagt at underskrive en tavshedsklausul. Men det lykkedes ham aldrig at finde bevis for det.

- De har været omtalt, men jeg har aldrig haft en chance for at kunne få ledelsen i tale om det her. Så det er nyt for mig, at VUC Syd selv erkender, at det har fundet sted, og det skal selvfølgelig undersøges til bunds, siger han.

Eksperter: Det er en sag for ombudsmanden

DR Syd har fået indsigt i to fratrædelseskontrakter fra tidligere ansatte ved VUC Syd.

I de to tidligere ansattes fratrædelseskontrakter står der:

- Parterne forpligtiger sig gensidigt til ikke at omtale hinanden illoyalt i enhver henseende overfor tredjemand eller offentligheden.

Ombudsmanden kan vælge at rette en kritik af VUC Syd, hvis ombudsmanden vurderer, at uddannelsesinstitutionen har begrænset deres ansattes ytringsfrihed.

Og det her er en sag, som ombudsmanden normalt vil interessere sig for. Det vurderer juraprofessor Sten Schaumburg-Müller fra Syddansk Universitet.

- Ombudsmanden er rimelig jævnligt inde i sager, der drejer sig om offentligt ansattes ytringsfrihed, fordi der kan være en tendens til, at forvaltningen synes, det er rarest, hvis de ansatte ikke siger noget kritisk udadtil, siger han.

Sten Bønsing, der er lektor i forvaltningsret på Aalborg Universitet er enig i, at VUC Syds brug af tavshedsklausuler er en sag for ombudsmanden.

Styrelse vil undersøge sagen

Styrelsen for Undervisning og Kvalitet har også valgt at gå ind i sagen om VUC Syds brug af tavshedsklausuler.

Styrelsen er allerede i gang med en undersøgelse af VUC Syd på baggrund af uddannelsesinstitutionens brug af offentlige midler og VUC Syds måde at opgøre fravær på.

Sagen om tavshedsklausulerne bliver nu en del af den igangværende undersøgelse af institutionen. Det skriver Styrelsen for Undervisning og Kvalitet i en mail til DR Syd.

VUC Syd vil ikke stille op til interview om sagen.

Uddannelsesinstitutionen forklarer i en mail, at de ikke har ønsket at begrænse nogens ytringsfrihed, og at de tidligere ansattes faglige organisationer har godkendt aftalerne.

VUC Syd vil dog undlade at gøre brug af tavshedsklausuler i fremtiden.

VUC Syd vil heller ikke udtale sig om den klage, der nu ligger ved ombudsmanden. Hvad angår styrelsens undersøgelse af VUC Syd, skriver VUC Syd i en mail:

"Nu afventer vi svar fra styrelsen. Det er vores øverste myndighed, og vi må respektere, at de nu er igang med en grundig undersøgelse."

Sagerne om VUC Syd

Der har været en lang række af sager fremme i medierne, der blandt andet kredser om uddannelsesinstitutionens brug af offentlige midler. Her er en oversigt over nogle af sagerne.

  • En tidligere ansat på uddannelsesinstitutionen VUC Syd stod frem og fortalte til DR Syd, at han blev bedt om at pynte på resultater af undersøgelser af medarbejdernes tilfredshed.

  • En aktindsigt viser, at VUC Syds ledelse tidligere har haft Apple Watches for i alt 40.000 kroner, indtil skolen droppede denne praksis med begrundelsen "fejlvurdering".

  • 380.000 kroner blev brugt på en studietur for 15 mand i bestyrelse og ledelse. Radio24syv kunne afsløre, at turen blev brugt på få dages fagligt indhold.

  • 3,8 mio. kroner blev brugt på at sende næsten 200 medarbejdere til udlandet på ture, kaldet ”Pædagogiske Dage”. Turene bød på 4-5 stjernes hoteller, festmiddage med fri bar og underholdning transporteret til udlandet.

  • På de seneste tre år er der blevet brugt 1,6 mio. offentlige kroner på at sponsorere det lokale foreningsliv. Flere af kontrakterne indeholder modydelser som VIP-billetter, adgangskort og fribilletter.

  • Mere end 225.000 kroner blev brugt på at indrette den afgåede direktør Hans Jørgen Hansens kontor med både designermøbler og et Bang & Olufsen TV. Derudover hang der kunst for over 200.000 kroner på kontorets vægge.

  • I efteråret 2015 fik forhenværende direktør Hans Jørgen Hansen opbakning af bestyrelsen til en bygge-ordre på knap 45 millioner kroner til en lokal entreprenør, som direktøren selv har samarbejdet med om et privat ejendomsprojekt.