Tøndersagen: Opholdssted skifter navn

Det opholdssted, som Tønder-sagens ældste offer boede på, skifter nu navn og retning.

Opholdsstedet Tønder Ungdomshus, hvor Tønder-pigen boede på, skifter nu navn til Ungehuset Strucksallé. Tønder-pigen har offentligt kritiseret stedet. (Foto: Holger Madsen- DR Syd)

Tønder-sagens ældste offer boede sidste år på et opholdssted, som nu skifter navn.

Opholdsstedet, der i dag hedder Tønder Ungdomshus, får ikke alene nyt navn, men skal også arbejde efter nye pædagogiske principper.

I sidste uge kritiserede Tønderpigen offentligt Tønder Ungdomshus. Hun peger blandt andet på stor udskiftning i personalet, og at en pædagog fik forbud mod at gå til svømning med hende i sin fritid.

Navneændring skyldes ikke Tønder-sagen

Tønder Kommune afviser, at opholdsstedets nye navn og pædagogiske linje skyldes Tønder-sagen.

- Der er ingen relation til Tønder-sagen. Det er på baggrund af nogle erfaringer, hvor vi ikke har gjort det godt nok, siger Tønder Kommunes fagchef for børn og unge, Henrik Mølholm, men erkender samtidig, at stedet har haft problemer:

- Der er brug for at skabe et nyt fælles værdigrundlag, nye pædagogiske metoder og så arbejde sammen i en større grad af enighed, fortæller Henrik Mølholm.

De voksne kunne finde på at råbe

Den pågældende pædagog, Lene Mørk, der fik forbud mod at gå til svømning med den ældste datter i Tønder-sagen, kritiserer også pædagogernes håndtering af beboerne på sin tidligere arbejdsplads.

- Det kunne være tonefaldet, det kunne være den måde, som den voksne talte til barnet på. Den voksne kunne finde på at råbe, siger Lene Mørk.

Tønder Ungdomshus skifter navn til Ungehuset Strucksallé. Samtidig er et konsulentfirma ved at lave en ny plan for stedets pædagogiske linje.

Facebook
Twitter