To trafikdræbte i tågeulykke: Mand tiltalt for at dele dødsfoto på Facebook

Flere retssager handler nu om grænsen for offentliggørelse af billeder på sociale medier.

Trafikken stod stille på den sønderjyske motorvej efter den voldsomme tågeulykke 12. marts 2018. OBS: DET ER IKKE DETTE BILLEDE, SOM BLEV DELT. (Foto: Mai Von Guionneau Jessen © (c) DR)

En 37-årig mand fra Padborg er nu tiltalt for at have delt billeder af en voldsom dødsulykke på Facebook.

Ulykken skete den 12. marts 2018, hvor Sønderjyske Motorvej var indhyllet i en tæt tåge. Her blev en firehjulstrækker klemt mellem to lastbiler. Ulykken kostede to mennesker livet, mens 20 personer blev kvæstede.

Den 37-årige mand er uskyldig, lyder det fra forsvarsadvokaten Hans Henrik Wurlitze.

På billedet, der blev delt på Facebook, kan man ikke identificere de to omkomne personer, vurderer Hans Henrik Wurlitze. Ifølge ham skal personerne på billedet kunne genkendes, før hans klient kan dømmes.

- Vi går efter frifindelse, da vi ikke mener, at bestemmelsen kan bruges i denne sag, siger han.

Hans Henrik Wurlitzer har undersøgt lignende sager, hvor det afgørende punkt har været, at de fotograferede har været genkendelige.

Anklagemyndigheden har en anden opfattelse. Ifølge advokaturchef Lise-Lotte Bøhm er sagen en krænkelse af privatlivets fred, hvilket bør medføre en kort fængselsstraf.

- Vi vil nedlægge påstand om en kort frihedsstraf. Efter anklagemyndighedens opfattelse kan sagen ikke afgøres med en bøde, siger hun.

Ekspert: Domstolene vurderer mange lignende sager

Det er svært at forudse, hvordan sager, som denne, ender, vurderer forskningschef ved Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og ekspert i mediejura Vibeke Borberg

- Domstolene foretager en meget konkret vurdering af den enkelte sag. Domstolene vurderer blandt andet ud fra årsagen til, at billedet blev taget og delt. De ser på hvilket formål billedet tjente og hvilken information, afsenderen delte, siger hun.

Ifølge Vibeke Borberg, er det forholdsvist nyt, at domstolene skal tage stilling til, hvorvidt et billede på sociale medier er krænkende eller ej.

- Der er i øjeblikket ret mange retssager, som handler om grænsen for offentliggørelse af fotos. Det er svært at afgøre, både for offentligheden og for jurister, om sagerne er på den ene eller anden side af loven.

Det er stadig uvist, hvornår sagen kommer for retten.

Facebook
Twitter