Tre storkeunger kom til verden i Sønderjylland i dag: 'Sådan lidt unikt'

Det gik meget hurtigere end normalt, da storkeæggene i Smedager i dag blev udklækket.

'Et lille mirakel' og 'sådan lidt unikt'.

Det skorter ikke på de store ord, når storke-entusiasterne i foreningen storkene.dk skal beskrive det, som de har været vidner til i Smedager i Sønderjylland i dag.

Dagen har budt på hele tre nyudklækkede unger i reden, og det er lidt af en sjældenhed.

Den første unge slog hul på skallen i morges, og i løbet af dagen fik den så selskab.

- Lige pludselig havde vi tre unger i reden, og det er faktisk ikke noget, vi har set før, så det er sådan lidt unikt. Normalt går der et døgns tid, mellem at æggene klækker, siger foreningsmedlem Mogens Lange Petersen, der fulgte udviklingen via webcam.

Årsagen er, at hvert æg har en rugetid på 32 dage, og i Smedager er i hvert fald det ene af æggene blevet udruget på 30 dage.

De kan følges ad

Danmark er lidt af en ørken, når det kommer til storke. Den langbenede fugl, der ellers trives i det meste af Europa, synes at have fravalgt Danmark som yngleplads, og antallet af unger, der kommer på vingerne i dansk luftrum, er særdeles begrænset.

En udvikling, som Mogens Lange Pedersen håber, at dagens begivenheder i Smedager kan være med til at rette op på.

- Det betyder, at vi får tre unger, der er nøjagtigt lige store i udviklingen. Der er ikke en, der er stor og tager maden fra de andre. Vi har tre, der kan følges ad, forklarer han.

I den kommende tid får de tre formentlig selskab i reden af tre nye storkeunger, når redens ter resterende æg udklækkes. Tommy og Annika, som det tilbagevendende storkepar i Smedager er blevet døbt, har nemlig for vane at befrugte samtlige æg.

Spisekammeret i Smedager

Problemet er at få dem på vingerne. I hvert fald dem alle sammen.

Både fordi ungerne er særdeles sensitive over for kulde og regn, når de bliver så store, at forældrene ikke kan dække dem i reden, men også fordi de er glubske.

- Det er en kæmpe opgave for et storkepar at opfostre seks unger. Faktisk i en grad så der ikke findes et sted i verden, hvor forældrene kan trække så meget mad til sig. Så stort et spisekammer findes simpelthen ikke, siger han.

I stedet kan de svageste af ungerne se frem til en barsk skæbne, hvor de bliver ofret til fordel for deres søskende.

- De bliver smidt ud af reden eller måske spist af forældrene eller lavet om til storkemad til de andre unger, forklarer Mogens Lange Pedersen.

Spande fyldt med ørred

En brutal udvikling, der kan blive fremskyndet af, at området omkring Smedager ikke er synderligt egnet som spisekammer for en stor og sulten storkefamilie.

Menneskelig indblanding i naturens orden vil derfor finde sted i form af fodring efter behov.

- Vi stiller en spand med fisk frem tre gange i døgnet, og det er i håbet om, at når føden bliver knap, så går de ned og tager føde i spanden og supplerer op med det, forklarer han om den aftale, der er indgået med en lokal ørredproducent, der har leveret flere hundrede kilo fiskeyngel.

- Drømmescenariet er, at vi får fire unger, der er store og stærke, og som drager af sted til efteråret, så de kan komme tilbage til Danmark som ynglefugle, når de bliver kønsmodne om tre-fire år, siger Mogens Lange Pedersen.

I Gundsølille nær Roskilde har et storkepar også slået sig ned, og i den rede er fire unger udklækket.

Facebook
Twitter