Tredje år med grænsekontrol: 7.134 personer afvist og 801 våben beslaglagt

I dag er det tre år siden, Danmark indførte midlertidig grænsekontrol.

(Foto: Claus Fisker © Scanpix)

En stor hvid pavillon på tværs af kørebanen, blå blink, camouflerede uniformer og gule sikkerhedsveste har nu i tre år fyldt kørebanen i nordgående retning. Der hvor Tyskland bliver til Danmark ved Kruså.

Den 4. januar 2016 indførte regeringen midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse. Siden er den midlertidige grænsekontrol blevet forlænget mange gange og har fyldt i medierne og i den politiske debat. Men kontrollen fylder også blandt dem, der bor i grænselandet i det nordligste Tyskland og det sydligste Sønderjylland.

DF og S: Tallene taler et tydeligt sprog

På de tre år, grænsekontrollen har eksisteret, er 801 våben beslaglagt, 6.144 personer er blevet afvist, og derudover er der blevet rejst 5.479 sigtelser om blandt andet menneskesmugling, våbenbesiddelse og narkosmugling. Det viser tal fra Rigspolitet til og med oktober 2018. Tallet for afviste personer er også opdateret med november og december, og det er nu steget til 7.134.

Og tallene taler deres eget tydelige sprog, mener Dansk Folkepartis Martin Henriksen.

- Tallene bekræfter jo, at grænsekontrollen har en effekt. Og så har det en værdi i sig selv, at man kan se, at her begynder og slutter Danmark, siger han.

Socialdemokratiets retsordfører, Trine Bramsen, mener, at politiets tal maner enhver kritik af grænsekontrollen i jorden.

- Dem, der har sagt, at den er meningsløs, at den ikke har nogen effekt og er symbolpolitisk. Det stemmer ikke overens med virkeligheden. Det her er meget store tal.

I Det Radikale Venstre mener man derimod ikke, der er meget at fejre på treårsdagen.

- Det er en meget høj pris, vi betaler for, at regeringen har besluttet, at så mange politibetjente skal stå nede på grænsen. Det betyder jo, at de ikke har lige så god tid til at udføre deres politiarbejde, som de ellers ville have haft, siger retsordfører Lotte Rod.

SF mener, det er godt, at politiet har beslaglagt over 800 våben.

Men selv med de nyeste tal for afvisninger og våbenbeslaglæggelser i erindringen, så går partiet ikke ind for grænsekontrollen.

Pengene kunne bruges meget bedre, mener retsordfører Karsten Hønge.

- Jeg er alvorligt bange for, at der er for meget symbolpolitik i grænseovervågningen, siger han.

Mindst fire måneders grænsekontrol

Den midlertidige grænsekontrol blev indført i forbindelse med flygtningestrømmen for at dæmpe antallet af migranter og flygtninge, der kom til Danmark. Siden hen har regeringen forlænget grænsekontrollen ved at bruge den alvorlige terrortrussel mod Danmark som begrundelse.

I 2016 anbefalede EU-kommissionen ellers at ophæve den midlertidige grænsekontrol med henvisning til, at der var ved at være styr på EU's ydre grænser, efter at flere hundredtusinde flygtninge og migranter kom til Europa i 2015 og 2016.

Det fik udlændingeminister Inger Støjberg til at udtale, at "vi skal have grænsekontrol lige så længe, det er nødvendigt at have grænsekontrol".

Den nuværende midlertidige grænsekontrol gælder til midten af april 2019.

Politiet kontrollerer 15 grænseovergange. Kun de tre største - Padborg, Kruså og Frøslev - bliver kontrolleret permanent. De andre grænseovergange bliver kontrolleret stikprøvevist.

Hjemmeværnsfolk har siden sommeren i 2016 aflastet politiet ved grænseovergangene, selvom de ikke har de samme beføjelser. De må anmode om at få lov til at tjekke dokumenter, pas og bagagerum, men borgere har ikke pligt til at oplyse noget til hjemmeværnet.

Hvorfor må Danmark indføre midlertidig grænsekontrol?

  • Danmark er sammen med en række andre europæiske lande med i Schengen-samarbejdet. Samarbejdets formål er at skabe åbne grænser i Europa og tillader som udgangspunkt ikke grænsekontrol landene imellem.

  • I ekstraordinære situationer er der mulighed for at indføre midlertidig grænsekontrol. Det kan ske, hvis den offentlige orden eller landets sikkerhed er i fare.

  • Danmark indførte midlertidige grænsekontrol i 2016 for at dæmpe tilstrømningen af migranter og flygtninge. For nyligt er grænsekontrollen blevet forlænget på baggrund af den alvorlige terrortrussel mod Danmark.

  • Hvis regeringen vil forlænge grænsekontrollen, skal de anmode EU.

Kilde: Folketingets EU-oplysning

Opdateret

Tidligere fremgik det af artiklen, at på de tre år grænsekontrollen har eksisteret, er der beslaglagt 379 våben og fortaget 3.694 sigtelser. De tal dækker dog kun over Syd- og Sønderjyllands Politikreds. Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har også beslaglagt våben og foretaget sigtelser i forbindelse med grænsekontrol. Derfor er tallene ændret.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk