Trine købte privat eksamenshjælp og var glad for det

Flere elever får hjælp til eksamenslæsning. Trine Telford var usikker i kemi og søgte derfor hjælp.

Trine Telford er glad for, at hun kunne få ekstra hjælp, inden hun skulle til eksamen i kemi. (Foto: © Privat foto)

Trine Telford fra Esbjerg havde svært ved kemi, da hun gik i 2.g. Derfor fik hun hjælp fra et privat firma, inden hun skulle til eksamen.

Trine Telford er ikke alene. For mange elever er det ikke længere nok at sidde og terpe til eksamen alene. De hyrer hjælp fra private firmaer.

En af de private aktører er MentorDanmark. Her har man alene det seneste år oplevet mere end en fordobling af antal elever, der fik lektie- og eksamenshjælp. I år fik omkring 1200 elever hjælp, sidste år var det 500 elever.

Usikker i kemi- Jeg var meget usikker i kemi, som jeg skulle til eksamen i. Jeg følte mig ikke klar. Og så foreslog mine forældre, at jeg kunne få hjælp, fortæller Trine Telford.

Derfor fik hun op til eksamen privatundervisning i kemi sammen med en veninde.

- Jeg fik forklaret tingene forfra, så jeg kunne forstå dem. Og så følte jeg mig meget mere klar til at gå til eksamen, siger Trine Telford.

Skolens hjælp ikke nok

Hun oplever ikke, at skolens eget tilbud om lektiehjælp har været tilstrækkeligt. Hun kritiserer blandt andet, at det ofte har været andre elever, som skulle hjælpe, og som ikke altid havde de tilstrækkelige kompetencer til det.

- Ved den private fik jeg koncentreret hjælp, og der var altid tid til mig. Læreren skulle ikke rundt og hjælpe andre også

Det koster godt 300 kroner i timen at få lektie- og eksamenshjælp hos MentorDanmark. Det har fået blandt andre formanden for Danske Gymnasieelevers sammenslutning i Sønderjylland, Martin Uhrenholt Jensen, til at frygte, at gymnasieeleverne bliver delt op i et a- og et b-hold.

Men den bekymring deler Trine Telford ikke.

- Hvis man synes, det er vigtigt, så må man prioritere pengene til det, siger hun.

MentorDanmark er på et år mere end firedoblet og har nu 1500 ansatte i Danmark, 500 i Norge og planlægger også til at starte op i Hamborg.