Truer liv i åer og vandløb: Lokale inviteres til at hjælpe med at fange berygtet krebs

Den invasive art signalkrebs er et kæmpe problem i hele landet.

Signalkrebsen truer fisk i åer og vandløb over det meste af landet. (Foto: Charlotte Freisleben)

I Varde vil de gerne have styrket bekæmpelsen af signalkrebs.

Den invasive art får nemlig fisk og flodkrebs til at forsvinde fra Varde Å.

Signalkrebsen, der kan blive op til 16 centimeter lang, kan blandt andet smitte flodkrebsen med sygdommen krebsepest. Det betyder, at flodkrebsen dør.

Derfor har naturvejleder Morten Winding gennem hele weekenden inviteret folk til komme og lære at fange krebsen i åen.

- Vi kan ikke udrydde den ved, at folk kommer og fanger den som nu. Men vi håber, at arrangementet kan være med til at råbe myndighederne op, så vi viser, at det er et kæmpe problem, siger Morten Winding.

Signalkrebs lever i småsøer og åer. Her er et eksemplar blevet fisket op af Varde Å. (Foto: Naturkulturvarde)

Alvorligt problem for vores natur

Det fokus glæder seniorrådgiver Søren Berg fra DTU Aqua. Han forsker i den invasive art og forklarer, at det langt fra kun er i Varde, de kæmper med signalkrebs.

- Det er et aldeles alvorligt problem for vores natur. Der foregår noget fiskeri af signalkrebs, hvor vi risikerer, at signalkrebs bliver spredt yderligere, siger han.

Derfor vil Søren Berg gerne have både flere regler og mere oplysning om, hvordan signalkrebsen skal fiskes.

Det er Morten Vinding i Varde enig i. Derfor vil han også gøre sit for, at weekendens gæster lærer at fiske krebsen på den rigtige måde.

- Man kan komme til at fiske signalkrebsen, så man gør ondt værre. Man skal nemlig passe på med, hvad man bruger som madding, så man ikke flytter sygdomme rundt mellem vandløb, siger naturvejlederen og fortsætter:

- I Danmark er reglen, at hvis man skal bruge agn - altså den madding, man bruger til at fange krebsen med - så skal man bruge agn fra ferskvand, hvis man fisker i ferskvand. For der kan være sygdomme i saltvand, som kan være hårde ved de fiskebestande, vi har i åer og søer, forklarer Morten Winding.

En af de unge deltager ved weekendens arrangement har fået fanget en signalkrebs. (Foto: Naturkulturvarde)

Graver store huller

Ud over at smitte flodkrebsen, så ændrer signalkrebsen også miljøet i åen, hvor den graver store huller i brinken langs vandløb, så der kommer meget sand ned gennem åen.

- Det ødelægger nogle af gydebankerne for laks og ørreder, fortæller Morten Winding.

I løbet af weekenden har naturvejleder Morten Winding uddelt i alt 150 gratis fiskekort til folk, så de kan fiske løs og fange signalkrebsen.

Der bliver uddelt præmier til dem, der fanger den største han og største hun.

Arrangementet slutter med, at deltagerne tilbereder krebsene, da signalkrebsen kan spises.

I alt tog 150 mennesker i mod invitationen i løbet af weekenden og fiskede signalkrebs, der er en invasiv art. (Foto: Naturkulturvarde)