Tysk mindretal efter at Tønder dropper tyske skilte: Det er godt nok ærgerligt

Det tyske mindretal er ærgerlige over, at politikerne i Tønder ikke vil have tyske skilte.

Et skilt som det her kommer ikke i Tønder Kommune. Det tyske mindretal ærgrer sig over den beslutning. (Foto: © Ulrik Bang- DR Syd)

- Ærgerligt!

Sådan lyder det fra Hinrich Jürgensen, der er formand for det tyske mindretal, efter at Tønder Kommune netop har henlagt ideen om dansk-tyske byskilte i kommunen.

- Det var en enestående mulighed for at fortælle befolkningen, og dem, der kommer igennem Tønder Kommune, at vi har en helt speciel kulturhistorie og fortælle, at vi har to kulturer i Sønderjylland, siger Hinrich Jürgensen.

Debatten om de tosprogede skilte er bestemt ikke blevet mindre, efter at V-borgmesteren i Haderslev Kommune Hans Peter Geil tidligere på ugen på eget initiativ satte et dansk-tysk byskilt op i kommunen.

Debatten er præget af misforståelser

Men debatten har været båret af misforståelser, siger Hinrich Jürgensen.

- Nogle tror, at man laver tosprogede skilte for turisternes skyld, og det er noget pjat, for turisterne kan sagtens finde vej.

- Og så er der dem, der siger, at det er en glidebane, for skal man så have skilte på arabisk næste gang. Og det er slet ikke det, som det drejer sig om, siger Hinrich Jürgensen.

Ligesom i Tønder Kommune er der i Aabenraa og Sønderborg kommuner ikke planer om dansk-tyske skilte. Og i Haderslev bliver det ifølge borgmester Hans Peter Geil indtil videre ved det ene skilt.