Tyske ambulancereddere skal lære dansk på en måned

BIOS har hentet 70 reddere til Danmark. De har en måned til at lære sproget.

Når BIOS skal overtage ambulancekørslen fra Falck i Syddanmark, så bliver det med en del tyske reddere ved rattet. De skal nu lære dansk. (Foto: Colourbox © Colourbox)

Det hollandske BIOS skal sammen med Responce fra 1. september i år overtage ambulancekørslen fra Falck i Region Syddanmark. Men BIOS har svært ved at rekruttere mandskab og mangler stadig tilstrækkeligt med reddere for at være klar til september.

I et forsøg på at løse mandskabsmanglen har man ansat omkring 70 ambulancereddere fra Tyskland. De skal nu på kursus for at lære at tale og forstå dansk godt nok til at kunne begå sig i jobbet.

De tyske reddere begynder kurset om 14 dage, og kurset er sat til at vare en måned. Men en måned til at lære dansk er alt for lidt, mener Johannes Wagner, der er professor i sprog på SDU i Kolding.

Det tager to-tre måneder

- En måned er meget lidt. Hvis man kombinerer praktik og sprogundervisning, så kunne de måske være klar efter to-tre måneder, siger Johannes Wagner.

- Man kan lære en del på en måned, men man kan ikke lære nok ved udelukkende at sidde på skolebænken. Man kan sikkert blive god nok til at klare en test, men ikke nødvendigvis til at klare en arbejdssituation, vurderer han.

Johannes Wagner mener, at de tyske reddere skal lære dansk, mens de arbejder sammen med danske reddere. Kun ved at bruge sproget i praksis, vil de blive i stand til at beherske det godt nok i forhold til deres arbejde.

Ingen grund til utryghed

- Jeg er sikker på, de kan deres faglige håndværk, og de kan forholdsvis let lære de forskellige tekniske udtryk. Men det er alle de ord, der ligger mellem de tekniske udtryk, som tager lang tid at lære, siger Johannes Wagner.

Sprogprofessoren mener ikke, at borgerne har grund til at være nervøse ved de kommende ambulanceredderes manglende sprogkundskaber.

-De behandler jo ikke forkert, fordi de ikke kender de rigtige ord. De har deres faglighed og ved godt, hvad de skal gøre, når folk er syge, siger Johannes Wagner.

Sundhedsstyrelsen godkender

Det er Sundhedsstyrelsen, der godkender de faglige kompetencer og uddannelser for sundhedspersonalet. Men det er arbejdsgiveren, og dermed BIOS, der vurderer og har ansvaret for de sproglige færdigheder hos de nye ansatte.

BIOS Danmark skal køre de syddanske ambulancer på Fyn, i Sydvestjylland og i Sønderjylland. Responce skal køre ambulancerne i Trekantområdet.

Det har ikke været muligt at få en udtalelse fra BIOS.

Facebook
Twitter