Undskyldning betyder ingenting: Virksomheder genoptager ikke samarbejdet med Kurt Beier

- Vi skynder os ikke at tage en ny beslutning, fordi firmaet bringer en undskyldning i medierne, lyder det blandt andet fra Jysk.

Flere af de større virksomheder vil fortsat ikke samarbejde med transportfirmaet Kurt Beier, selvom direktøren har undskyldt for de filippinske chaufførers arbejdsforhold. (Foto: Fagbladet 3F)

Flere virksomheder fastholder beslutningen om at droppe samarbejdet med transportfirmaet Kurt Beier.

I går undskyldte firmaets direktør Karsten Beier for de forhold, som han har budt de filippinske chauffører i containerlejren i Padborg.

Men den undskyldning ændrer ingenting, lyder det fra flere virksomheder.

Arla fastholder beslutning om at droppe samarbejde

Arla besluttede i sidste uge at stoppe samarbejdet med Kurt Beier, og den beslutning er stadig gældende, lyder det fra Arlas pressemedarbejder Carina Østergaard.

- Vores leverandører skriver under på en code of conduct (retningslinjer for ansvarlighed og god praksis, red.), der kræver, at de overholder regler om arbejdstid, løn og arbejdsforhold. Hvis de ikke bliver overholdt, kan vi ikke samarbejde, skriver hun. På nuværende tidspunkt kommer vi derfor ikke til at ændre vores beslutning i forhold til samarbejdet med Kurt Beier Transport, skriver hun.

Jysk: Overholder ikke vores code of conduct

Undskyldningen får heller ikke Jysk til at ændre holdning med det samme, siger kommunikationschef Rune Jungberg Pedersen.

- Indtil videre holder vi fast i vores holdning. Selvfølgelig er det glædeligt, hvis forholdene bliver bedre, men vi skynder os ikke at tage en ny beslutning, fordi firmaet bringer en undskyldning i medierne, siger han.

Jysk opfordrede i sidste uge deres underleverandører til ikke at fragte deres varer i lastbiler fra Kurt Beier. Ligesom Arla påpeger Jysk, at transportfirmaet ikke lever op til deres code of conduct, som blandt andet indeholder rimelige arbejdsforhold og rimelig løn.

Virksomheder afventer handling

Blue Water Shipping trækker ikke deres beslutning tilbage, lyder det fra kommunikationschef Jan Hjortlund Hansen.

- Vi konstaterer, at virksomheden har undskyldt, men den beslutning, vi har truffet, står vi ved, siger han.

På nuværende tidspunkt kan kommunikationschefen ikke oplyse, hvorvidt Blue Water Shipping vil ændre beslutningen på et senere tidspunkt.

Transportvirksomheden DSV oplyser, at de stadig er i dialog med Kurt Beier Transport i forhold til at sikre forholdene, skriver kommunikationschef Tina Hindsbo i en meddelelse.

- På baggrund af dette vil vi vurdere om og hvornår vi eventuelt måtte genoptage samarbejdet, oplyser hun.

Heller ikke Nagel-Group vil genetablere samarbejdet med Kurt Beier, skriver pressechef Nils Ortmann.

Direktør Karsten Beiers undskyldning kommer på baggrund af 3F's afsløring af kummerlige boligforhold, lange arbejdsdage og lønninger ned til 15 kroner i timen for selskabets udenlandske chauffører arbejder under.

FacebookTwitter