Unge er stamgæster i RKI: Nu lægger 7.u budgetter

Hos Vitaskolen Bohr i Esbjerg har man ligesom 700 andre skoler i landet fokus på penge hele ugen.

Sofie Ravn Christensen, Angelina Luu og Andreas Sandberg Christensen fra 7.u på Vitaskolen Bohr får hjælp til at lægge deres eget budget. (Foto: Susanne Kristine Terman Pedersen © (c) DR)

Tal, kolonner og rækker suger elevernes øjne til computerskærmene i 7. u, mens fingrene taster løn og forbrug ind i Excel-arket.

Min far og mor siger altid, at jeg ikke skal bruge mere, end jeg tjener.

Sofie Ravn Christensen

Vitaskolen Bohr i Esbjerg er en af de mere end 700 skoler i hele landet, der deltager i FinansDanmarks ’Pengeugen’, som sætter privatøkonomi på skoleskemaet i stedet for almindelig matematik.

Det er nemlig ikke altid lige nemt at finde ud af, om man har råd til et par nye sneakers eller den seneste iPhone, når man går i 7. klasse.

- Jeg har ikke helt styr på, hvad jeg har på min konto, hvad jeg tjener, og hvor meget jeg bruger. Hvis jeg har fundet en trøje, jeg gerne vil købe, spørger jeg altid mine forældre først, siger Andreas Sandberg Pedersen.

Også hos klassekammeraten Sofie Ravn Christensen er det forældrene, der styrer økonomien.

- Min far og mor siger altid, at jeg ikke skal bruge mere, end jeg tjener. Så de hjælper med at holde styr på min løn, så jeg ikke bruge mere end det, jeg får i løn. Det er rart, at de hjælper, siger hun.

Unge har svært ved at styre økonomien

I de syd- og sønderjyske kommuner er op til otte procent af de unge mellem 18 og 30 år registreret i RKI. Og landsdelen er det sted, hvor unge har sværest ved at komme ud af registeret, hvis først de er havnet der. Det viser tal fra FinansDanmark.

Gode råd om penge
  • Undgå impulskøb. Brug kun de penge, du har besluttet dig for at bruge.
  • Spar op til større ting. Hvis du sparer selv små beløb op hver måned, bliver det hurtigt til mange penge.
  • Lad være med at låne til forbrug. Det bliver dyrt i længden, og du kommer til at betale mange penge i renter og gebyrer.
  • Læg et budget for din økonomi. Husk at tage højde for uforudsete udgifter
  • Prioritér din penge. Du har ikke råd til alting, så find ud af, hvad du helst vil have.

Kilde: Finans Danmark

Derfor er det også vigtigt, at de unge lærer om privatøkonomi allerede i folkeskolen, mener matematiklærer i 7. u Laila Fyn.

- Det er så vigtigt, at de unge lærer at sætte tæring efter næring. At de kan styre deres økonomi. Det kan jo ende katastrofalt, hvis de ikke ved, hvordan de gør det, siger hun.

Hun fortæller, at eleverne har meget forskellige udgangspunkter, når de skal forstå privatøkonomi. Nogle har aldrig set et budget før.

- Vi kalder dem all-inclusive børn. De har ikke deres egne penge, de skal styre, men får det, de har brug for af deres forældre. Derfor har de tit ikke noget begreb om, hvor mange penge de bruger, siger hun.

I løbet af Pengeugen skal eleverne blive klogere på deres eget forbrug.

- De lærer blandt andet om lån, opsparing og budgettering. Det giver dem en ide om, hvor mange penge, de har brug for at tjene, og hvor de må skære, siger Laila Fyn.

Sidste år deltog 31.000 elever i Pengeugen. I år er det femte gang, skoler kan deltage i Pengeugen, som fortsætter indtil fredag.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på syd@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.