Aabenraas borgmester, Venstremanden Thomas Andresen, har tidligere kritiseret sin egen regering for at indføre grænsekontrol.
På et debatmøde i Flensborg i aftes gik han et skridt videre og kritiserede også den måde, Danmark optræder på i forhold til flygtninge.
- Jeg er simpelthen bange for, at vi til sidst ikke kan genkende os selv. Danmark har altid været meget åbent over for udlandet, men vi er for øjeblikket ved at sætte nogle skodder op, så vi ikke mere har det åbne syn ud mod verden, siger Thomas Andresen.
Mødet i Flensborg var det første i en række af møder om kulturminister Bertel Haarders (V) Danmarkskanon. Første møde havde temaet ’hvad er danskhed?’.
Det fik blandt andre Thomas Andresen til at kritisere den danske grænsekontrol, som ifølge borgmesteren strider mod de danske værdier.
- Grænsekontrollen er det helt konkrete tiltag. Men det handler også om de signaler, vi sender til udlandet omkring vores menneskesyn. Altså om vi tager imod mennesker i nød, siger Aabenraa-borgmesteren.
Den danske regering indførte midlertidig grænsekontrol ved den dansk-tyske grænse den 4. januar i år. Det skete på samme tid, som svenskerne indførte kontrol mellem Danmark og Sverige.
Meget tyder på, at man et stykke tid endnu risikerer at blive vinket ind til siden, når man kører tilbage over den dansk-tyske grænse.
Udlændingeminister Inger Støjberg fra Venstre vil nemlig forsøge at få en ny forlængelse af grænsekontrollen, når hun om kort tid mødes med sine europæiske kollegaer i Luxembourg, skriver Politiken.
Det er i så fald syvende gang, at grænsekontrollen bliver forlænget.