Væltet lastbil skabte trafikkaos: 22 ton skinker flyttet ved håndkraft

Oprydningsarbejdet er nu færdigt i Ribe, efter en lastbil mandag aften væltede og spærrede en rundkørsel.

Den væltede lastbil har ligget her siden mandag aften.

En lastbil fyldt med 22 ton skinker væltede mandag aften i en rundkørsel i Ribe.

Lastbilen forulykkede, da chaufføren mistede herredømmet. Rundkørslen ved Haulundvej og Haderslevvej i en sydvestjyske by var efterfølgende spærret indtil klokken 14.30 i eftermiddag.

  • Skinketransporten væltede mandag aften i Ribe. (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)
  • Lastbilen har spærret rundkørslen ved Haulundvej og Haderslevvej i Ribe siden aftenens ulykke. (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)
  • Politiet har spærret rundkørslen af, og den ventes først genåbnet klokken 13. (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)
1 / 3

I forbindelse med ulykken lækkede der diesel fra den væltede lastbil.

- Der var en del diesel, da vi kom herud i aftes. Det render ned i den nærlæggende afvandingsgrøft. Der har vi nu lagt flydespærring og et absorberende middel, som suger dieselen, men ikke vandet, sagde beredskabsinspektør fra Sydvestjysk Brandvæsen, Thomas Laugesen, mens oprydningen stod på.

Det tog lang tid at få den væltede lastbil fjernet. Lasten på 22 ton skinker skulle nemlig flyttes ved håndkraft, som du også kan se i videoen foroven.

Den langsommelige opgave er nu klaret, og vognen er væk fra rundkørslen i Ribe.

Skinkerne fra den væltede transport fjernes med håndkraft. (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)

Ulykken skabte trafikprop

Rundkørslen var spærret siden ulykken mandag aften, og det skabte store trafikale udfordringer på stedet, hvor flere lastbiler holdt i kø fra mandag aften til vejen blev genåbnet tidliger på eftermiddagen.

Én af dem var Kent Larsen, der er chauffør i en vindmølletransport.

- Det er pisseirriterende at holder her og vente. Vi kom klokken 20 (mandag aften, red.), og vi holder her stadig, men der er ikke noget at gøre ved det, sagde han i formiddags.

Kent Larsen kigger sammen med andre ventende lastbilchauffører på den væltede vogn. (Foto: Bo Bork Bechsgaard - DR Syd)

- Vi kan ikke komme herfra før klokken seks i aften, fordi vi har spærretid. Sådan en stor vindmølletransport må jo kun køre om aftenen og om natten, forklarer Kent Larsen

På grund af sin størrelse har vindmølletransporten ikke kunnet bakke. Derfor var det ikke muligt køre væk fra ulykkesstedet i går i aftes.

Kent Larsen har efter genåbningen af rundkørslen fået lov af politiet til at holde i en højresvingsbane og vente til klokken 18, hvor han igen må køre videre.

Chaufføren i den væltede lastbil brækkede det ene kraveben, da ulykken skete. Han er siden kørt på hospitalet.

En lignende ulykke skete sidste år i Esbjerg. Her var det en lastbil med 2.200 skinker, der kom i ubalance i en rundkørsel og væltede.