Vær med til at forme fremtidens Nationalpark Vadehavet

Nationalpark Vadehavet er lige nu ude hos befolkningen for at få forslag til aktiviteter og projekter i planen for de næste fem år.

Den nuværende nationalparkplan udløber ved udgangen af 2018. Derfor skal der tænkes nyt. (Foto: FRANZ@VEISIG.DK © Franz Veisig)

Nationalpark Vadehavet har lov til at bruge den danske kongekrone i sit logo, og helt uden at lyve eller blive beskyldt for falsk markedsføring kan de kalde sig selv ’verdensklasse’.

Alligevel er det svært for Nationalparken netop at markedsføre sig.

Derfor tager de nu befolkningen med på råd. Hvordan skal Nationalpark Vadehavet udvikles de næste år?

For en ny nationalparkplan skal laves, og derfor bliver der søgt efter gode forslag til nye tiltag. Det siger formand for Nationalpark Vadehavet, Janne Liburd:

- Dengang nationalparken blev oprettet i 2010, skete det også efter en længere borgerinddragelse. Og det er i virkeligheden den tradition, vi vil gerne fortsætte.

- Derfor har vi også spurgt for at få nogle guldkorn til, hvordan nationalparken kan udvikle sig på en bæredygtig måde, siger Janne Liburd.

I 2010 blev Vadehavet - fra Varde Å i nord til Tøndermarsken i syd - udnævnt og ophøjet til noget, Danmark aldrig havde haft før. Nemlig en nationalpark.

Lokalbefolkningen skal føle ejerskab

En kongekrone og UNESCOs Verdensarv er symboler og ord, som de fleste virksomheder eller institutioner ville give deres højre arm for at kunne pynte og markedsføre sig med.

Og lokalbefolkningen er da også stolte, viste en evaluering i december.

Alligevel skal lokalbefolkningen inddrages i Vadehavets fremtiden. Det er der en klar grund til, forklarer Janne Liburd:

- Vi gør det især, fordi den lokale følelse er med til at skabe noget ejerskab til nationalparken. Hvis man er stolt eller har kendskab til området, så kan man også være med til at passe bedre på den, når man nu ved, hvad man holder af, forklarer hun.

  • Vadehavet (Foto: FRANZ@VEISIG.DK © Franz Veisig)
  • (Foto: FRANZ@VEISIG.DK © Franz Veisig)
1 / 2

Der er større og bedre muligheder at udnytte. Det mener Mie Hyttel, der er direktør på Hjerting Badehotel, som ligger ved Vadehavet.

- Vi er jo glade og stolte partnere og stolte af, at vi kan have det her logo, som vi bruger flittigt i vores markedsføring. Men vi ser meget uudnyttet potentiale især i forhold til samarbejdet med erhvervet, mener hun.

Nationalpark Vadehavets sekretariatsleder, Peter Saabye Simonsen, er enig med hoteldirektøren fra Hjerting om, at der er masser at hente og rækker samtidig en hånd ud til erhvervslivet.

- Vi har natur, vi har kultur, vi har rigtig mange ting. Der er masser af potentiale, og der er masser af ledig kapacitet på campingpladserne og hotellerne – og det skal vi nok hjælpe med, siger han.

Nationalparken samler

Den nye nationalparkplan skal træde i kraft fra 2019, og i den skal UNESCO-stemplet, som er kommet til siden den seneste plan, også tænkes ind i.

Det er ikke bare uforståeligt papirarbejde, der kommer ud af nationalparkplanen.

For Nationalpark Vadehavet får blandt andet de forskellige borgere og organisationer til at snakke sammen.

Det siger Marco Brodde, som bor på Fanø og er næstformand i Dansk Ornitologisk Forening:

- Nationalparken har vist sig, at være god til at samle folk omkring et bord bestående af myndighederne, lodsejerne og alle mulige af interessenterne. Og så skete der faktisk noget, har det vist sig de første år.

Du kan komme med dine idéer til nationalparken på borgermøder i Varde, Fanø, Tønder og Esbjerg i den kommende tid.

Facebook
Twitter