Værste svampesygdom i 35 år: Landmænds hvedemarker voldsomt angrebet

Landmænd står til store tab efter svampeangreb.

Det er rundt om i landets hvedemarker, at svampen har sat sig. Her er det en hvedemark ved Nørre Nebel i Vestjylland, der er ramt.

Hvedemarkerne er flere steder rundt om i Danmark lige nu angrebet af svampesygdommen "gulrust".

Det er flere årtier siden, at svampesygdommen sidst var så voldsom i Danmark.

Men nu er svampen tilbage, og den er trængt ind i flere slags hvede.

- Der er tale om en aggressiv svamp, og vi ser den over hele landet. Sidst, det var så omfattende, var for 35 år siden, siger planterådgiver hos landbrugsrådgivningen Sagro Finn Poulsen.

Tab i vente

Den hvede, der står på de danske marker, bliver i stor stil brugt til grisefoder, og landmændene, der har fået "gulrust" i deres hvede, kan derfor se frem til store tab, fortæller Finn Poulsen.

- Det er jo kæmpe tab, man mister på den måde. For nogle landmænd kan tabet løbe op i mellem 4.000 og 5.000 kroner pr. hektar, og så er der underskud med det samme, siger Finn Poulsen.

  • Landmand Jan Skovfoged Jensen ved Nørre Nebel i Vestjylland har marker, der er ramt af svampesygdommen.
  • Sådan ser det ud, når svampen har sat sig i hveden.
  • Her er det et billede fra Jan Skovfoged Jensens mark, efter den er blevet angrebet. Han står til et tab på små 200.000 kroner.
  • Også landmand Jesper Egegaard Nielsen fra Gørding er én af de landmænd, som har fået svamp i sine hvedemarker.
  • Jesper Egegaard Nielsen må sprøjte sine hvedemarker, som her på billedet, ekstra meget i disse dage.
1 / 5

Står til at miste 200.000 kroner

Landmand Jan Skovfoged Jensen ved Nørre Nebel i Vestjylland er én af dem, der har hvedemarker, der er hårdt ramt.

Her er det cirka 80 procent af hans hvede, der er angrebet.

- Det er helt vildt det her. Jeg har ikke oplevet noget lignende før, så det er ret voldsomt. Det er omkring 40 hektarer hos mig, det er gået ud over. Og det er små 200.000 kroner, som jeg mister, siger han.

Også landmand Jesper Egegaard Nielsen fra Gørding i Sydjylland har hvedemarker, hvor svampen har sat sig.

Hans marker er dog ikke lige så hårdt ramt, som Jan Skovfoged Jensens marker.

- Jeg har 200 hektarer, og det er omkring de 120 af dem, som flere steder er ramt. Det er ikke over det hele, men det kan hurtigt komme til at koste over 100.000 kroner for mig. Det er rigtig ærgerligt, siger Jesper Egegaard Nielsen.

Må sprøjte ekstra meget

Svampen er noget, man er nødt til at handle på, hvis man altså kan, siger Finn Poulsen.

- Hvis man er økolog og har hvede, så kan man ikke gøre noget. Men hvis man er konventionel landmand, så kan man jo sprøjte, og det er derfor, man ser lige nu, at der kører en del marksprøjter rundt i hvedemarkerne, siger Finn Poulsen.

Og det er også det, som Jesper Egegaard Nielsen har måttet gøre.

- Vi sprøjter oftere, end vi plejer. Det er i hvert fald hver uge, at vi har kørt med sprøjtemidler, siger han.

Den hvede, forbrugerne køber som mel eller ingrediens i brød og kager, vil ikke blive påvirket, fordi den hvede oftest kommer fra udlandet.

Facebook
Twitter