Vandkants-borgmestre jubler over udsigt til flere strandhoteller

Ferieboliger og hoteller tæt ved vandet kan skabe muligheder i udkanten, mener borgmestre.

Borgmestre i Syddanmark håber at få lov at bygge ferieboliger tættere ved stranden. (Foto: Jens Wibe © DR)

Flere ferieboliger og hoteller langs strandene i Danmark. Det er skrækscenariet for Danmarks Naturfredningsforening, men til gengæld en hed drøm for mange vandkants-borgmestre.

De syd- og sønderjyske borgmestre glæder sig over udsigten til, at den nye regering vil liberalisere planloven, så det bliver muligt at bygge tættere på kysterne.

- Jeg glæder mig over, at der bliver mulighed for mere lokal medbestemmelse på det her område. For det har vi brug for, siger borgmester i Varde, Erik Buhl Nielsen (V).

Ikke bekymret for naturen

Han bakkes op af Aabenraas borgmester Thomas Andreasen (V), der mener, at en liberalisering af planloven vil give liv og muligheder i vandkantskommunerne.

Borgmestrene er opmærksomme på, at muligheden for at bygge tættere ved kysterne skal bruges med respekt.

- Jeg er ikke bekymret for naturen. For det er jo i høj grad den, vi lever af. Især når vi taler turisme. Så jeg tror ikke, det bliver svært at finde balancen, siger Erik Buhl Nielsen.

Flere turister til udkanten

Under en forsøgsordning for kyst og naturturisme har de syd- og sønderjyske kommuner allerede indsendt fem projekter til godkendelse. Det er blandt andet et ferieresort med hotel, campingplads og op til 400 ferieboliger i Nordborg og et andet ferieresort mellem Hvidbjerg og Blåbjerg Strand.

Og den slags initiativer vil gavne Udkants- eller ’Vandkants’-danmark, mener Steffen Damsgaard, der er formand i Landdistrikternes Fællesråd.

- Det har vi ønsket i flere år, så vi er meget positive. Det her vil skabe flere muligheder for at tiltrække turister og gæster til vores område og dermed skabe en udvikling, som gavner hele lokalsamfundet, siger han.

Ikke naturfjendske

Heller ikke formanden for landdistrikterne er bekymret for naturen.

- Det er jo ikke fordi, vi er naturfjendske eller bare vil bebygge det hele. Det skal ske på en afbalanceret måde, så vi både sikrer de åbne kyster og kan bruge lidt mere af den natur, som har været totalt forbudt i mange år, siger Steffen Damsgaard.

Som det er nu, beskyttes de første 300 meter fra kysten og ind i landet af naturbeskyttelsesloven.

FacebookTwitter