Vanvidsbilist drøner over fodgængerfelt med 127 i timen: ’Kun politiets jernnæve hjælper’

Rådet for Sikker Trafik mener ikke kampagner vil stoppe vanvittig kørsel.

En bilist blev omkring klokken otte om morgenen taget med 127 km/t igennem en landsby, hvor fartbegrænsningen var 50 km/t. (Foto: NIELS AHLMANN OLESEN © Scanpix)

127 kilometer i timen. Så hurtigt kørte en bilist gennem landsbyen Starup ved Haderslev. En strækning, hvor den tilladte hastighed er 50 kilometer i timen.

- Det er jo det, vi kalder vanvidsbilisme – altså når man overskrider den tilladte hastighed med mere end 100 procent, lyder det fra Knud Reinholdt, der er leder af fædselsafdelingen i Syd- og Sønderjyllands Politi.

Bilisten blev taget i en af politiets fartmålere lidt over otte om morgenen, da vedkommende krydsede et fodgængerfelt.

Michael Krongaard Hansen bor i Starup og hans børn krydser hver dag fodgængerfeltet, hvor vanvidsbilisten kørte over med 127 kilometer i timen.

Tirsdag morgen blev en bil mål til 127 kilometer i timen ved fodgængerovergangen her midt i landsbyen Starup. Det er dog ikke bilen på billedet, der kørte for stærkt - bilen kom fra den modkørende retning. (© Syd- og Sønderjyllands Politi)

- Jeg er rystet og vred. Den her sag beskriver fuldstændig, hvorfor der er behov for at have fartkontroller, siger han.

Kører 35 meter på et sekund

Overtrædelsen giver minimum seks måneders ubetinget frakendelse af kørekort plus en bøde på 6.500 kroner, hvoraf 500 kroner går til Offerfonden.

At det var over et fodgængerfelt, kan være en skærpende omstændighed, fordi der kunne have været en person på vej over, siger Knud Reinholdt.

- Når man kører 127 km/t flytter man sig 35 til 40 meter per sekund. Så når man overhovedet ikke at bremse i tide.

Derfor mener Michael Krongaard Hansen også, at straffen er helt på sin plads.

- Når man har kørt så hurtigt, som personen her har gjort inde i byen, så er der kun en ting at gøre - af med kortet.

Kampagner hjælper ingenting

Det er de også opmærksomme på hos Rådet for Sikker Trafik, hvor administrerende direktør, Mogens Kjærgaard Møller, kalder episoden fra Starup vanvittig.

- Selvfølgelig skal han ikke have lov til at sidde bag et rat – det er en fuldstændig vanvittig måde at agere på i trafikken.

Men ifølge ham er der kun er én ting, som kan bremse vanvidsbilisterne, der ifølge politiet primært er unge mænd.

- Vores kampagne og oplysninger hjælper ikke en brik. Ikke på de her mennesker. Det er kun politiets jernnæve, der hjælper, siger Mogens Kjærgaard Møller.

Vil have vandvidsbilister til at stå frem

I øjeblikket forsøger Syd- og Sønderjyllands Politi sig med at få straffede vanvidsbilister til at stå frem og fortælle, hvad en frakendelse af kørekortet har betydet for dem.

- På den måde kommer de med nogle historier, der måske gør, at andre tænker sig om en ekstra gang, siger Knud Reinholdt.

Halvdelen af alle dødsulykker i den danske trafik involverer for høj fart.

Straffen for at køre for stærkt

  • Kører du over 30 procent hurtigere, end du må, får du et klip i kørekortet.

  • Du får en betinget frakendelse og skal op til ny teori- og køreprøve, hvis du:

  • Kører mere end 60 procent for stærkt, eller 160 kilometer i timen eller derover i en almindelig personbil.

  • Kører mere end 40 procent for stærkt i et større køretøj. Fx en bil med trailer, bil med campingvogn og lastbil.

  • Kører mere end 40 procent for stærkt, hvor hastigheden er nedsat pga. vejarbejde.

  • Hvis du overskrider fartgrænsen med mere end 100 procent får du frakendt kørekortet ubetinget i en periode. Kilde: Rådet for Sikker Trafik

Facebook
Twitter