Vej flyder med afføring og toiletpapir efter kraftig regn: Sonja kunne lugte stanken fra sit vindue

Problemer i kloakken er for anden gang skyld i afføring på en vej i Agerskov.

- Det var fuldstændig smurt ind i alt, hvad man smider i et toilet.

Sonja Rosenfeldt Petersen måtte køre uden om en stor pøl af toiletpapir og afføring på vejen, da hun i weekenden efter et stort skybrud tog en cykeltur gennem Agerskov i Tønder Kommune, hvor hun bor.

- Det var frygteligt. En skændsel for os alle sammen.

Det er ikke første gang, der ligger afføring på vejen i Agerskov. Når det regner rigtig kraftigt, kan kloakken ved vejen Engeriis ikke følge med, og så strømmer der tis, afføring og toiletpapir op af kloakken og ud på gaden.

  • Brugt toiletpapir og afføring sendte en slem stank gennem Agerskov i weekenden, efter kloakken var løbet over. (Foto: (privatfoto))
  • Da stanken fra den oversvømmede kloak hurtig bredte sig, troppede naboer til Engeriis op med trillebørere og skovle for at rydde op på vejen. (Foto: (privatfoto))
1 / 2

Det er ikke første gang

Sidste sommer flød kloakken også over. Ifølge Sonja Rosenfelt Petersen garanterede myndighederne dengang, at det ikke ville ske igen.

- Det er simpelthen over stregen. Det skal vi ikke finde os i, siger hun.

I området ved Engeriis burde kloakvand og regnvand ikke kunne løbe sammen. Men store mængder regnvand og eventuelle fejl i kloaksystemet kan forårsage, at det alligevel blandes sammen.

Derfor skal kloakken nu undersøges nærmere, fortæller John Pies Christiansen, der er driftschef for Vand- og Spildevandsafdelingen hos Tønder Forsyning.

- Vi må konstatere, at der er problemer med fejlkoblinger. Men det er ikke noget, vi lige løser i morgen.

Han fortæller, at kloakken i store dele af byen nu skal undersøges ved hjælp af kameraer for at finde årsagen til de ulækre oversvømmelser.

Forsyningen troede, at problemet var løst

Forsyningsselskabet troede ellers, at de havde løst problemet efter sidste års oversvømmelse.

- Der undersøgte vi kloakken og fandt et brud, som blev udbedret. Så vi regnede med, at det var den, der var årsag til det. Men vi må jo konstatere, at der stadig er et problem derude, siger John Pies Christiansen.

Undersøgelsen kan tage tid, så før årsagen er fundet, kan John Pies Christiansen ikke garantere, at det er sidste gang, naboerne til Engeriis har set afføring på gaden.

Sonja Rosenfeldt Petersen forlanger, at der en gang for alle bliver gjort noget ved kloakeringen omkring Engeriis, så der ikke igen kommer til at ligge afføring på vejen i byen.

- Det er ikke det, vi vil være kendt for her i Agerskov. Nu er det nok.

Mandag formiddag sendte Tønder Forsyning et oprydningshold til Agerskov for at gøre rent.

Facebook
Twitter