(Foto: © TotalEnergies)

Verdens største kranløft til søs skal gøre Danmark uafhængig af russisk gas

Hvis ikke Tyra-feltet havde været lukket ned, havde vi ikke været afhængige af russisk gas, siger seniorforsker.

En vigtig platform er her til morgen sat på plads i Nordsøen.

Lidt over 200 kilometer vest for Esbjerg er der lavet et stort løft af en platform, som satte verdensrekorden for det tungeste kranløft, der nogensinde er foretaget til søs. Det var en 17.000 tons tung procesplatform, som skulle løftes på plads i Nordsøen.

Siden 2019 har der været vedligehold af Danmarks største gasfelt, som derfor ikke har været i brug. Og det har haft konsekvenser.

- Tyrafeltets midlertidige nedlukning har været grunden til, at vi har brugt russisk gas, siger Trine Villumsen Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

Det er TotalEnergies der er operatør på Tyra-feltet i Nordsøen, og det er dem, der har stået for at få gang i udvindingen af naturgassen i Nordsøen igen.

Selvom Tyra er Danmarks største naturgasfelt, er det et lille felt i europæisk sammenhæng, fastslår hun.

Alligevel er feltet vigtigt for os.

- Når Tyra kommer i gang igen, vil det være en af flere ting, som skal redde os ud af energikrisen, siger Trine Villumsen Berling.

Feltet er blevet forsinket flere gange. Ifølge planen skal Tyra igen levere naturgas fra vinteren næste år.

Se video og billeder herunder af det rekordstore løft, som har rykket Tyra-feltet et skridt tættere på at komme i drift igen og gøre os uafhængige af russisk gas.

Tirsdag morgen klokken 08.27 kom den store platform på plads ude i Nordsøen.

  • Løftet af platformen er det tungeste kranløft, der nogensinde er foretaget til søs. Kranløftet er blevet forberedt i flere år, og der er lavet en stor manual på flere hundrede sider, hvor hvert trin i processen er beskrevet. (© TotalEnergies)
    1 / 6
  • Klokken 08.27 tirsdag morgen blev platformen sat på plads i Nordsøen. Det var verdens største kranskib, Sleipnir, der udførte opgaven, som krævede to kranførere og hjælp fra mere end 260 offshore-arbejdere om bord på skibet. (Foto: © TotalEnergies)
    2 / 6
  • Nu er sidste platform på plads i Tyra-feltet i Nordsøen. Nu venter et stort arbejde, inden der igen kan udvindes naturgas fra undergrunden. Næste vinter vil TotalEnergies igen kunne hive naturgas op under Nordsøen. (Foto: © TotalEnergies)
    3 / 6
  • - Det er en vigtig milepæl, at platformen er på plads, siger Lars Bo Christiansen, viceprojektdirektør Tyra, TotalEnergies. Feltet har historisk stået for omkring 90 procent af den naturgas, som vi har fået i Danmark. Gassen bliver fordelt på det europæiske gasnet, og vi deler dermed gassen med andre lande. (Foto: © Hanne Høier, DR)
    4 / 6
  • Her ses verdens største kranskib, Sleipnir. Den har nu gennemført verdens tungeste løft til søs. Det nye Tyra-felt har fået udskudt sin opstart af flere omgange. Oprindelig var planen, at det skulle være i drift fra sommeren 2022. Nu viser tidsplanen, at feltet er i drift igen i vinteren 2023-2024. (Foto: © TotalEnergies)
    5 / 6
  • Platformen har været på havet i over en måned. Den tog afsted fra et værft i Indonesien den 1. september, og nu er den så fremme i Nordsøen ved Tyra-feltet. Det oprindelige Tyra-felt blev taget ud af drift i efteråret 2019, fordi havbunden under platformene var skredet som følge af mange års udvinding fra det underliggende kalklag. (Foto: © TotalEnergies)
    6 / 6