Vestjysk kro har vokseværk efter gourmethæder

Ét år efter Henne Kirkeby Kro fik sin første Michelin-stjerne er der dobbelt så mange kunder i restauranten.

Henne Kirkeby Kro modtog i 2016 sin første Michelin-stjerne. (Foto: christian Als © Scanpix)

Der er langt flere mennesker ved Henne Kirkeby Kro. Både i de lavloftede lokaler, hvor gæsterne bliver vist til bords, men også i det køkken, der sidste år fik fin anerkendelse.

De kulinariske vestjyske serveringer blev belønnet med en plads i den anerkendte guide Michelin Guide. 12 måneder efter den anerkendelse, oplever Henne Kirkeby Kro, at dobbelt så mange bestiller bord og tre ekstra er blevet ansat siden kroen fik områdets første Michelin-stjerne.

-Det har betydet en større omsætning og et større fokus på gourmetmad. Både for kroen, men også for hele området, fortæller Dorte Toft, receptionist og salgsmedarbejder ved Henne Kirkeby Kro.

Og rygtet om gourmetmaden ved Vesterhavet har vist sig at sprede sig langt ud fra placeringen ved Henne. Gæsterne har nemlig taget turen fra Australien og Amerika.

-Mange dage har vi booket 100 procent til både frokost og aften, lyder det fra Dorte Toft

Det er den internationalt kendte køkkenchef Paul Cunningham, der styrer køkkenet på Henne Kirkeby Kro, og her regner man med at beholde Michelin-stjernen, når de uddeles i Stokholm i morgen.

Facebook
Twitter