Vi kommer i form på Facebook

Stadig flere bruger de sociale medier til at konkurrere og skabe fællesskaber omkring sport og sundhed.

Lige nu har en del danskere på Facebook udfordret sig selv og andre til se, hvor længe de kan holde planken.

Hvis du har svært ved at få bundet løbeskoene eller pakket træningstasken, så kan Facebook, Instagram og andre sociale medier være en hjælp.

For eksempel har mere end 24.000 brugere på Facebook meldt sig til at lave styrkeøvelsen 'planken' hver dag i februar i forbindelse med konkurrencen 'Syddanmark i Bevægelse'.

Her kæmper firemandshold fra Esbjerg, Aabenraa, Tønder og Kolding i 10 uger om at bevæge sig mest.

På Facebook har deltagere fra hele landet tilmeldt sig plankedysten. Det fortæller manden bag konkurencen, Claus Berg.

Sociale medier holder os sunde

- Det er et bredt udsnit af Danmarks befolkning, som er med. For eksempel har vi en 4. klasse fra Amager, som har udfordret deres forældre og lærere, siger Claus Berg.

Plankedysten er langt fra det eneste eksempel på, at vi bruger sociale medier til at holde os sunde. Det siger Martin Hedal, der er udviklingskonsulent hos Dansk Orienteringsforbund.

- Vi kan se en tendens til, at flere og flere bruger sociale medier til at få sig rørt og blive motiveret til at bevæge sig, siger han.

Det virker

Det har en effekt at klikke sig til udfordringer og sportslige fællesskaber, hvis man vil holde formen, mener Martin Hedal.

- Det virker. Og det virker typisk på den måde, at folk enten bruger det til at vise, hvor meget motion de dyrker. Eller de bruger det som et konkurrenceelement, hvor de dyster med andre om, hvem der kan gå eller løbe flest kilometer på en uge, siger Martin Hedal.

Syddanmark i Bevægelse er på vej med flere fysiske udfordringer på Facebook. Næste gang er det med mavebøjninger.

I en undersøgelse fra Idrættens Analyseinstitut fra 2012 svarer 27 procent af 937 adspurgte, at sociale medier motiverer dem til at dyrke sport.