Der bliver ikke lagt fingre imellem, når vi er på indkøb. Kundernes tone er blevet hårdere overfor medarbejderne i butikkerne.
Sådan lyder det samstemmende fra brancheorganisationen Dansk Detail, detailkoncernen Dansk Supermarked og fagforeningen HK/Handel.
Det er ubehagelige sætninger som "Hold kæft, din smatso" og ""Fede ko" de ansatte i butikkerne i stigende grad lægger ører til. Det viser en undersøgelse foretaget af fagforeningen HK/Handel.
Og i butikkerne hos brancheforeningen Dansk Detail, hvor Jens Birkeholm er direktør, er det et kendt problem.
- Det handler meget om, at der er kommet en uheldig tendens til egoisme, og at vi siger "mig først". Hvis vi ikke får ret, så giver vi den fuld gas med vores ordforråd overfor de medarbejdere, der står bag disken eller i butikken, forklarer han.
Pressede butikker giver sure kunder
Spørger man Hanne Kjærgaard Mathiasen, der er formand for HK Handel i Sydjylland, hvorfor tonen er blevet hårdere, så hænger det sammen med at butikkerne er presset af længere åbningstider:
- De ansatte er smurt tyndt ud over de åbningstider, der er. Så kan det godt føles som om, man står længe i kø ved kassen. Eller måske er der ikke altid en medarbejder lige rundt om hjørnet, man kan spørge om råd, og det kan være med til at eskalere en konflikt, siger hun.
Jens Birkeholm oplever, at det ofte er de unge medarbejdere, der får de største skideballer af kunderne, fordi de er nemme ofre. Men der er behov for at få sagt højt, at der et problem, mener han.
- Vi kommer ikke udenom, at vi skal tale om det ude i butikkerne. Og så er det desværre nødvendigt at blive ved med at udstyre vores medarbejdere med værktøjer til konfliktløsning, så de selv kan være med til at nedtrappe nogle af konflikterne, siger han.
Dansk Erhverv og HK Handel har lavet særligt materiale til butiksansatte om håndtering og nedtrapning af konflikter. Arbejdsmiljøchef i Dansk Erhverv, Anne-Marie Røge Krag vil have, at de butiksansatte lærer at sætte grænser.
- Det er vigtigt at have fokus på, hvad der er helt almindelig god opførsel. De butiksansatte skal være bevidste om, at det er OK at sige fra overfor en kunde.
Samme opfordring lyder fra Dansk Detail direktør Jens Birkeholm
- Kunden har altid ret, når det handler om service og varer. Men kunden har altså ikke altid ret, når de taler grimt til ganske almindelige medarbejdere og indehavere. Der kan vi godt forvente en helt almindelig, pæn og ordentlig tone.