Vi sviner hinanden til på Facebook

Når du skriver et opslag på Facebook, så risikerer du at få ørerne i maskinen.

Emner på Facebook får vreden op i os, og vi forvandles til en slags autister, når vi er på de sociale medier, lyder det fra en internetpsykolog.

Selvom Facebook har eksisteret i flere år, så har vi langt fra lært at tale pænt til hinanden på det sociale medie.

For raseri og galde får nemlig ofte frit løb på det sociale medie, fordi vi har svært ved at aflæse hinanden, når vi sidder bag skærmen.

Det forklarer internetpsykolog, Anders Colding-Jørgensen.

- Det er jo faktisk det samme problem, man har, hvis man for eksempel lider af autisme. Man har svært ved at afkode, hvordan folk egentlig reagerer på det, man gør, siger han.

Vi forvandles til autister

Anders Colding-Jørgensen mener, at vi alle sammen hurtigt kan blive en slags autister, når vi skriver på Facebook.

- Man kan sige, at vi alle sammen bliver forvandlet til en smule autister, når vi sidder og skriver sammen, siger han.

Og når man så i situationen bliver grebet af emnet, så kan det gå galt.

- Hvis vi så samtidig støder på noget, vi gerne vil udtrykke store følelser over, så er det faktisk ikke så mærkeligt, vi kommer til at trampe på hinanden, forklarer han.

Vi skriver på en væg - ikke til en person

Anders Colding-Jørgensen erkender, at der ikke findes tal, der dokumenterer, hvor ofte vi overfalder hinanden verbalt på nettet.

Men der skal ikke meget til, før man ryger til tasterne.

Og når vi bliver sure på folk, som vi slet ikke kender på Facebook, så er det fordi, at mange ikke opfatter det som om, at man skriver til en person.

- Man skriver ikke direkte til en person. Man skriver på en væg. Det er ikke det samme som at skrive et personligt brev. Det føles mindre konfronterende. De sociale grænser ryger, når det er mennesker, vi ikke kender, fortæller han.

Facebook
Twitter