Video: Kran planter 28 ton tunge parringstræer til pandaer

Det kommende pandaanlæg i Københavns Zoo har fået syv kæmpe træer.

Syv enorme platantræer er ankommet til København Zoo. Træerne skal stå i det kommende anlæg til de to pandaer, som Danmark har lånt af Kina.

De syv træer vejer hver fire ton og er omkring syv meter høje.

Træerne kommer til at få stor betydning for, om pandaerne får unger i København. Pandaer parrer sig kun en gang om året, og i parringsperioden er træerne særligt vigtige for hunpandaerne, lyder det fra Bengt Holst, der er videnskabelig direktør i Københavns Zoo.

Pandaerne lever normalt hver for sig, men når hanpandaen kan lugte, at hunpandaen er i brunst, opsøger han hende.

- Det ikke sikkert, hunpandaen er klar til at parre sig, når hanpandaen finder hende. Han jager hende, indtil hun kravler op i et højt træ, siger Bengt Holst.

Hunpandaen kan sidde i træet i flere dage og kravler først ned, når hun er parat til at parre sig med hannen. Hvis flere hanner jagter samme hun, er træerne en måde for hunnen at udvælge den rette han.

- Den han, der sidder tilbage, når hunnen kommer ned, er den stærkeste. Hunpandaen kan parre sig med ham og få de bedste unger, siger Bengt Holst.

Træernes højde giver udfordringer

Holdens Planteskolen i Vejen har fundet træerne, og fået dem leveret fra Tyskland. Træerne skaber et terræn, hvor kæmpepandaerne kan have den mest naturlige adfærd, selvom de er indespærret.

Emil Andreas Jensen fra Holdens Planteskole skal sørge for, at de syv træer, der tilsammen vejer 28 ton, bliver løftet med kran fra lastbilerne til anlægget uden at blive beskadiget.

- Det er jo noget, jeg håndterer til dagligt bare i lidt mindre skala. Det her er nogle ufatteligt store træer. Det er de største træer, jeg nogensinde har arbejdet med, siger han.

Der kan være to platantræer i en lastbil, fortæller Pia Elkjær-Christensen, der sælger og indkøber planter for Holdens Planteskole.

- Syv meter høje træer giver udfordringer med transporten, men jeg regner nu ikke med, at det bliver noget problem, siger Pia Elkjær-Christensen.

De to pandaer i København Zoo hedder Mao Sun og He Xing og bor i dag i Kina. De kommer til Danmark i april og skal bo i København Zoo de næste ti år.

Det kommende pandaparadis i København Zoo er tegnet af arkitekten Bjarke Ingels, og kommer til at koste mere end 150 millioner kroner.

Facebook
Twitter