Villy Søvndal begraver betændt konflikt med regionsrådsformand

Tidligere SF-formand bedyrer, at han nu vil samarbejde med Venstre i regionsrådet.

På valgnatten føg det med beskyldninger mellem Villy Søvndal og regionsrådsformand Stephanie Lose. (Foto: Òlafur Steinar Gestsson © Scanpix)

Regionsrådsmedlem Villy Søvndal fra SF vil nu slutte fred med formanden i Region Syddanmark, Stephanie Lose fra Venstre.

Det siger den tidligere udenrigsminister og SF-formand til JydskeVestkysten.

Til DR siger han:

- Jeg synes, det er helt uhensigtsmæssigt, hvis alle de gode ideer, SF får de næste fire år, ikke bliver brugt. Jeg synes, vi har en pligt til at få et regionsråd til at samarbejde, siger han.

Sat uden for døren

Konflikten mellem de to brød ellers ud i lys lue på valgnatten til regionsrådet i november. Villy Søvndal havde fået næsten 70.000 stemmer, og han havde kraftigt medvirket til, at SF gik fra to til seks mandater i regionsrådet i Region Syddanmark.

Men Stephanie Lose satte Villy Søvndal og SF stolen for døren og lavede en bred konstitueringsaftale uden om SF.

Det gjorde hun, fordi Villy Søvndal ifølge hende havde beskyldt Venstre i regionsrådet for kammerateri og magtfuldkommenhed gennem flere måneder op til valget.

Villy Søvndal var rasende på valgnatten og sagde til DR:

- Hvis nogen var i tvivl om magtfuldkommenhed, så kan man jo se, hvad der udspillede sig her til aften.

Lose tager imod den fremstrakte hånd

Nu lægger Søvndal fortiden bag sig og rækker hånden frem mod et samarbejde.

- Nu er det hele kommet på afstand, og nu er det tiden til at komme i arbejdstøjet igen, siger han.

- Vi har et ansvar over for de mange vælgere, der har stemt, og selvfølgelig skal vi sikre, at de stemmer bliver brugt til at få så meget SF-indflydelse som muligt, siger han.

Stephanie Lose, der også er formand for Danske Regioner, tager imod den fremstrakte hånd fra Søvndal. Hun siger til DR:

- Det er jeg da glad, for det var også mit budskab på valgnatten, at der var brug for vilje til samarbejde og til at bidrage i det politiske arbejde, siger hun.

1. næstformanden i regionsrådet, Poul Erik Svendsen fra Socialdemokratiet, glæder sig over forsoningen mellem de to.

- Jo flere der samarbejder, des bedre. Man får jo mest ud af at gå i en konstruktiv dialog, siger han til DR.

Villy Søvndal siger, at han og partiet fremover vil være en kritisk, men konstruktiv opposition i regionsrådet.

Facebook
Twitter