Villys brystkræft opdaget ved et tilfælde

60-årige Villy Danielsen fra Sydals havde brystkræft. Og det var ved et tilfælde, at den blev opdaget. Villy Danielsen ærgrer sig over forløbet.

Villy Danielsen fik fjernet en knude i højre bryst. Og det var ved et rent tilfælde, at det blev opdaget. (Foto: Hanne Høier- DR Syd)

- Der sad en lille knude under min brystvorte, sådan siger 60-årige Villy Danielsen fra Sydals til dr.dk/p4.

Opdaget tilfældigt

For seks år siden fandt han en knude i sit højre bryst. Han gik straks til sin læge, men her var beskeden, at der ikke var grund til bekymring.

Først da Villy Danielsen var på sygehuset for at blive undersøgt for smerter i hånden, opdagede lægerne brystkræften ved et tilfælde.

Og så gik det stærkt. En uge efter fjernede lægerne knuden i det højre bryst. Fedtvæv og muskler blev fjernet.

Skuffet over lægerne

I dag ærger Villy Danielsen sig over forløbet.

- Jeg er skuffet over, at de praktiserende læger ikke ved nok om, at mænd kan få brystkræft. Og at de mener, at en knude er en bagatel, siger Villy Danielsen til dr.dk/p4.

Tilfældig behandling

Faktisk er det ofte tilfældigt, at mænds brystkræft bliver opdaget. Og behandlingen er ofte ligeså tilfældig.

Det viser en gennemgang af 500 journaler over de sidste 30 år som afdelingslæge og ph.d ved Vejle Sygehus Marianne Lautrup er med til at lave.

Over 4000 kvinder får hvert år konstateret brystkræft. Det samme gælder altså kun for godt 22 mænd om året.

Har spredt sig

Hvorfor mænd får brystkræft er stadig uklart, men ofte har kræften spredt sig, før den bliver opdaget. 

Kræften havde heldigvis ikke spredt sig i Villy Danielsens bryst, og han slap for kemo-behandling.

- Jeg var heldig, for kræften havde ikke spredt sig, siger han.

I dag tager Villy Danielsen stadig medicin, men kræften er ikke vendt tilbage.

Betragtes som en kvindesygdom

At det først og fremmest bliver betragtet som en kvindesygdom - bliver han dagligt mindet om. For på æsken æsken står der omkring bivirkninger, at man kan få hedeture, urelmæssige blødninger, udflåd i skeden og polypper på æggestokken.

- Det mener jeg ikke, at en mand kan få, slutter Villy Danielsen.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:4fee7841860d9a128003e557

Facebook
Twitter