Det er en god idé at forbyde afbrænding af muslimernes hellige bog, Koranen, foran ambassader i Danmark. Det mener i hvert fald flere store danske virksomheder, der eksporterer varer til Mellemøsten.
En af de virksomheder, som bakker op om regeringens planer om et forbud, er Abena i Aabenraa.
Virksomheden producerer alt fra voksenbleer til håndsprit. De afsætter deres produkter til lande i hele Mellemøsten.
Administrerende direktør i Abena Preben Terp-Nielsen frygter, at afbrændingerne kan ødelægge virksomheders forretningsforbindelser til Mellemøsten.
- Det har alt for stor betydning, hvad en enkelt person eller to gør, som er helt afmarcheret i forhold til den store samhandel, der foregår. Det går simpelthen ikke, siger han.
Frygter for medarbejderes sikkerhed
Den lille esbjergensiske virksomhed Global Gravity producerer rørløsninger til olie- og gasindustrien. Her er Mellemøsten et vigtigt marked, og virksomheden har to fastansatte i Qatar.
Men med den seneste tids koranafbrænding i Danmark er underdirektør i Global Gravity Tom Rasmussen bekymret for sine udstationerede kollegaeres sikkerhed.
- Vores forretning er vigtig, men det allervigtigste er sikkerheden for vores folk. Vi vil for alt i verden undgå, at der sker dem noget. Derfor opfordrer vi dem til at undgå forsamlinger og ikke nævne, at de kommer fra Danmark.
Global Gravity omsætter for cirka 20 millioner kroner om året alene i Qatar, fortæller Tom Rasmussen. Ifølge ham er potentialet stort, hvis den lille danske virksomhed kan komme ind i flere af de mellemøstlige lande.
Men som situationen er nu, ser han det ikke som en mulighed på grund af koranafbrændingerne i Danmark.
Han håber derfor, at regeringen herhjemme indfører et forbud mod koranafbrændinger. Både af hensyn til kollegaernes sikkerhed i Qatar, men også for at afværge en eventuel boykot af danske varer.
- Det er frustrerende at prøve at skabe danske arbejdspladser og indtægter til landet, og så sker der noget, som vi overhovedet ikke har indflydelse på, som gør, at danske produkter måske bliver boykottet, siger Tom Rasmussen.
Direktør: 'Lovgivningen er forkert'
På Als har Linak sit hovedkvarter. Virksomheden producerer systemer til eksempelvis skriveborde og hospitalssenge, som de sælger til store dele af verden - blandt andet Tyrkiet og Saudi-Arabien.
Linaks administrerende direktør, Bent Jensen, er dog ikke så bekymret for de økonomiske konsekvenser ved potentielt at miste kunderne i de to lande. Men han er stadig bekymret for, at det bredt set kan gå ud over Danmarks eksport til Mellemøsten.
Han mener også, at et forbud mod koranafbrændinger er på sin plads.
- Vi har en lovgivning, der er forkert. Det er jo kun Sverige og Danmark, der ingen lovgivning har på det her område. Andre lande har lavet lovgivning, så det ikke er muligt at brænde koraner af. Det har ikke noget med ytringsfrihed at gøre, siger Bent Jensen.
Dansk Industri har også meldt ud, at de bakker op om regeringens forslag om at forbyde afbrænding af koraner foran ambassader i Danmark. De mener ikke, at det er et problem at pille ved lovgivningen, selvom det betyder, at ytringsfriheden indskrænkes.
Det handler om at justere lovgivningen, så den passer til den internationale situation som Danmark er i, udtalte Thomas Bustrup, der er viceadministrerende direktør i Dansk Industri, i et interview til DR tirsdag.
- Vi er sikre på, at hvis det her eskalerer, vil det være til skade for Danmarks omdømme. Og det vil også kunne være til skade for danskeres sikkerhed rundtomkring.