VUC Syd

VUC Syd får hård kritik efter flere skandalesager

Skolen skal tilbagebetale 1,2 millioner kroner for kritisabel omgang med offentlige midler, lyder den påtænkte afgørelse fra Styrelsen for Undervisning og Kvalitet.

VUC Syd har været i mediernes søgelys på grund af en række sager om uddannelsesinstitutionens brug af offentlige midler.

Mundkurv til ansatte, overforbrug og fusk med medarbejdertilfredshedsundersøgelser.

Det er bare nogle af de mange kritisable forhold på VUC Syd i Haderslev, der har fået Styrelsen for Undervisning og Kvalitet (STUK) til at give en sviende lussing til uddannelsesinstitutionen i en påtænkt afgørelse.

Styrelsen har undersøgt flere forhold, efter en række medier sidste år begyndte at beskrive skolens brug af offentlige midler og ledelsesforhold.

Blandt andet har DR Syd kunnet berette om to tilfælde, hvor skolens ledelse har lavet fratrædelsesaftaler, som indeholder en såkaldt tavshedsklausul, der forhindrer tidligere ansatte i at ytre sig illoyalt om deres tidligere arbejdsplads. Dermed kunne VUC Syd undgå at medarbejdere udtrykte sig kritisk om forholdene på skolen.

Den skandaleramte uddannelsesinstitution VUC Syd har nu 14 dages betænkningstid, inden en endelig afgørelse fra STUK bliver præsenteret.

Skal tilbagebetale 1,2 millioner

I den påtænkte afgørelse fastslår styrelsen, at VUC Syd i flere år har udvist manglende sparsommelighed.

Styrelsen kritiserer skolens mange udgifter og kræver, at den tilbagebetaler 1,2 millioner tilskudskroner til staten.

Det er blandt andet skolens udgifter til leasing af BMW'er, pædagogiske dage i udlandet, sponsorater, studieture for ledelsen, indretning af direktørens kontor og indkøb af Apple armbåndsure til medarbejdere, der ifølge styrelsen stikker markant ud.

Derudover har skolen brugt 7,8 millioner kroner fra 2011 til 2017 på kunstnerisk udsmykning og dyre møbler, hvilket er en budgetoverskridelse på 1,4 millioner.

Borgmester: Ikke rart, at det er sket på min vagt

H. P. Geil, borgmester i Haderslev for Venstre og bestyrelsesformand for VUC Syd, tager kritikken alvorligt.

Han har her til aften været til et ekstraordinært bestyrelsesmøde med VUC Syds bestyrelse, hvor den har lagt en handlingsplan på baggrund af STUKS påtænkte afgørelse.

- Vi tager kritikken til efterretning, og vi tager den meget alvorligt. Det er bestemt ikke rart, at det er sket på min vagt, siger H.P. Geil til DR Syd.

Revisor afsat øjeblikkeligt

Også VUC Syds revisionsselskab Ernst & Young, der er et af verdens største revisions- og konsulentvirksomheder, får alvorlige smæk og ridser i lakken.

Blandt andet er styrelsen uforstående over for, at revisor på intet tidspunkt har bemærket, ”at direktørens kontor var indrettet og udsmykket med dyrt inventar og værdifuld kunst”.

Styrelsen skriver i rapporten, at VUC Syd straks bør afsætte den nuværende revisor og udpege en ny.

Bestyrelsesformand for VUC Syd, borgmester H.P. Geil, siger til DR Syd, at revisionsselskabet er blevet opsagt.

- Det første, der er sket, er, at vi har afsat revisoren og sat gang i en handlingsplan, siger han.

Det samme bekræfter Ernst & Young i en mail. Selskabet er uforstående over for, at STUK ikke har inddraget dem tidligere i processen. Det skal inden for fire uger sende en redegørelse, der uddyber arbejdet hos VUC Syd.

STUK ønsker ikke at udtale sig på nuværende tidspunkt, da afgørelsen endnu blot er påtænkt.

Eksempler på kritisable sager på VUC Syd

  • En tidligere ansat på uddannelsesinstitutionen VUC Syd stod frem og fortalte til DR Syd, at han blev bedt om at pynte på resultater fra undersøgelser af medarbejdernes tilfredshed.

  • En aktindsigt viser, at VUC Syds ledelse tidligere har haft Apple Watches for i alt 40.000 kroner, indtil skolen droppede denne praksis med begrundelsen "fejlvurdering".

  • 380.000 kroner blev brugt på en studietur for 15 mand i bestyrelse og ledelse. Radio24syv kunne afsløre, at turen blev brugt på få dages fagligt indhold.

  • 3,8 millioner kroner blev brugt på at sende næsten 200 medarbejdere til udlandet på ture, kaldet ”Pædagogiske Dage”. Turene bød på 4-5 stjernes hoteller, festmiddage med fri bar og underholdning transporteret til udlandet.

  • De seneste tre år er der blevet brugt 1,6 millioner offentlige kroner på at sponsorere det lokale foreningsliv. Flere af kontrakterne indeholder modydelser som VIP-billetter, adgangskort og fribilletter.

  • Mere end 225.000 kroner blev brugt på at indrette den afgåede direktør Hans Jørgen Hansens kontor med både designermøbler og et Bang & Olufsen TV. Derudover hang der kunst for over 200.000 kroner på kontorets vægge.

  • I efteråret 2015 fik forhenværende direktør Hans Jørgen Hansen opbakning af bestyrelsen til en bygge-ordre på knap 45 millioner kroner til en lokal entreprenør, som direktøren selv har samarbejdet med om et privat ejendomsprojekt.