Zoo-direktør: Mistanke om puma skal tages alvorligt

Politiet i Flensborg frygter, at en mulig puma er løs i grænselandet. Det skal man tage alvorligt, siger Richard Østerballe fra Givskud Zoo.

Søde ser de ud, men de er ikke så rare at have i baghaven. I Flensborg har politiet lige nu indstillet puma-jagten midlertidigt. Arkivfoto. (Foto: Ilya Naymushin © Scanpix)

Siden søndag har politiet i Flensborg efterforsket meldinger om, at der skulle være et stort kattedyr – muligvis en puma – løs lige nord for Flensborg.

Men hvor alvorligt er det, hvis der virkelig er en puma løs?

Ifølge direktør i Givskud Zoo Richard Østerballe er det noget, man skal tage yderst alvorligt:

- Det er et meget farligt rovdyr. Det er faktisk den fjerdestørste rovkat i verden, og den kan veje omkring 50 kilo, siger han.

Og selvom risikoen for, at der render en puma rundt i grænselandet, ikke er særlig stor, så kan det godt være tilfældet:

- Der er mange, der har set den, så selvfølgelig bliver man nødt til at tage det alvorligt. Den findes ikke i den europæiske natur, men det er udbredt at have pumaer i fangenskab. De findes både i zoologiske haver og desværre også hos private, siger Richard Østerballe.

Spurgt til, om pumaen kan finde på at angribe mennesker, siger Richard Østerballe:

- Fordi pumaen er undsluppet fra fangenskab, vil den ikke være naturligt sky over for mennesker. Det gør den endnu mere farlig, så det er bestemt et dyr, man skal tage alvorligt.

Richard Østerballe oplyser desuden, at pumaen sagtens kan overleve i det danske klima.

I Flensborg har politiet lige nu indstillet jagten midlertidigt, da der ikke er dukket nye oplysninger op i sagen. Men politiet hører gerne fra borgere, der har set kattedyret.

Facebook
Twitter