10.000 husstande og stort bryggeri ramt af forurenet drikkevand

Carlsberg har indstillet brygningen, og forbrugerne bør koge deres vand.

Der er lørdag formiddag ikke noget bud på, hvornår anbefalingen om at koge vandet kan ophæves. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Omkring 10.000 husstande og virksomheder i Fredericia bør koge vandet, før de drikker det.

Der er fundet coliforme bakterier i vand fra Kongsted Vandværk, der forsyner store dele af Fredericia, fortæller Trefors vandforsyningschef, Lars Skjerning.

- Det er noget overfladevand eller en jordbakterie, der er blevet konstateret, siger han.

Forureningen blev konstateret i en prøve sent i aftes, og lørdag formiddag er forsyningsselskabet Trefor i gang med at informere forbrugerne.

- Vi har sendt sms'er ud til alle de borgere, der er tilmeldt vores sms-service. På vores driftsinformation har vi et kort, hvor man kan taste sin adresse ind og se, om man er berørt, siger han.

Forbrugerne kan også følge med Trefors Twitter-konto.

Ølbrygning sat på pause

Fredericia har en del industrivirksomheder, og blandt de ramte virksomheder er Carlsbergs bryggeri, hvor brygningen er blevet sat på pause.

- Bryggeriet har de nødvendige sikkerhedsforanstaltninger, men vi har lukket for produktionen for en sikkerheds skyld. Vi afventer analysen, da sikkerhed og kvalitet altid går forud for alt, skriver Carlsbergs informationschef, Kasper Elbjørn, i en skriftlig kommentar til DR.

Selv om vandet er uegnet til øl, kan man roligt bruge det til andre ting, som for eksempel brusebad, så længe man holder munden lukket.

- Man kan godt gå i bad, hvis man sikrer sig, at man ikke indtager det vand, man bader i, siger Lars Skjerning. Men der skal kogt vand med på badeværelset, for vandet fra vandhanen er ikke egnet til tandbørstning.

- Det skal man gøre i vand, der er kogt i mindst to minutter, siger han.

Ingen tidshorisont

Der er lørdag formiddag ikke noget bud på, hvornår anbefalingen om at koge vandet kan ophæves.

- Der går forhåbentlig ikke ret lang tid, men det kan jeg ikke svare på. Vi er i fuld gang med at tage omprøver, som skal analyseres. De skal forelægges myndighederne, som træffer beslutningen om, hvornår koge-anbefalingen skal ophæves, siger vandforsyningschefen.

I sidste weekend var Trefor også ramt af en vandforurening. Her var det borgerne i den sydlige del af Kolding, der måtte have gang i gryder og kedler.

På trods af de to sager er det langt fra hverdagskost med vandforureninger. Indtil sidste weekend var det nemlig 17 år siden, Trefor sidst anbefalede kogning af vandet.

Artiklen har tidligere indeholdt en faktaboks om colibakterier.

Facebook
Twitter