15-årig får pris for forskning i uren hud

Skoleelev fra Vejle har undersøgt om behandling af uren hud kan skabe resistens. Det har hun fået en pris for.

Frederikke Uldahl fra Kirkebakkeskolen i Vejle blev Årets Unge Forsker i 2016. (Foto: Sanne Vils Axelsen © dr)

15- årige Frederikke Uldahl fra 9.x på Kirkebakkeskolen i Vejle er i dag blevet kåret som Årets Unge Forsker. Hun vandt juniorkategorien foran 49 andre finalister i den landsdækkende talentkonkurrence, Unge Forskere, der blev afviklet under Science i Forum i København.

Skoleeleven fra Vejle har undersøgt sammenhængen mellem aknebehandling og resistensudvikling mod penicillinpræparatet Tetracyklin.

- Jeg er nok bare sådan en, der er nysgerrig og godt kan lide at undersøge tingene til bunds. Mig og mine veninder kan godt lide at nørde lidt, og så faldt jeg over resistensproblematikken, siger Frederikke Uldahl.

Hun opdyrkede bl.a. prøver fra kammeraternes hud i laboratoriet, hvor de blev udsat for tetracyclin. Det viste sig, at tetracyklinet havde mindsket effekt efter længere tids påvirkning.

- Min tese er, at man skal ændre forbrugsmønstret til et mere bæredygtigt behandlingsforløb og måske stille strengere krav, hvornår man bruger tetracyklin, siger Frederikke Uldahl, som af jurymedlemmerne har fået at vide, at hun både kunne gå forsker- eller politikervejen.

- Men jeg er nok mest til forskning. Og jeg regner med at arbejde videre med projektet - det er for interessant til at give slip på, siger hun.

Prisen blev overrakt af undervisningsminister Ellen Trane Nørby og protektor for Unge Forskere H.K.H. Prins Joachim.

Facebook
Twitter