23-årige Anette er blandt den ene procent kvindelige lastbilchauffører: ’Jeg bor i lastbilen fra mandag til fredag’

Brancheorganisation vil forsøge at tiltrække flere kvinder i en branche, der skriger på arbejdskraft.

Når 23-årige Anette Grau tager på arbejde, er der ofte rigtig lang tid, til hun kommer hjem.

Hun er nemlig lastbilchauffør, og hun er en af de chauffører, der er på farten i lang tid ad gangen.

- Jeg møder ind mandag og kommer hjem igen fredag. Jeg bor i lastbilen, siger Anette Grau, der er født i Christiansfeld, men i dag bor i Frørup.

Hun faldt pladask for faget allerede i børnehavealderen. Begge hendes forældre er lastbilchauffører, og Anette elskede, når de kom og hentede hende fra børnehaven i deres lastbiler.

- Jeg synes klart, at jeg var den, der blev hentet på den sejeste måde. Og jeg kunne høre på lyden af lastbilerne, hvem af dem, der kom og hentede mig. Det har bare altid været noget for mig, siger Anette Grau.

Anette Grau er med sit køn og sin alder en sjældenhed i den danske godschaufførbranche. Men det vil brancheorganisationen have lavet om på. Privatfoto.

Anette Grau skiller sig ud fra mængden, når hun holder på de store rastepladser med de andre chauffører. I øjeblikket er det kun én procent af de nyuddannede godschauffører i Danmark, der er kvinder.

Og det er et problem i en branche, der tørster efter nye kræfter. 50 procent af alle landets lastbilchauffører er nemlig over 50 år, og tal fra Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering viser, at der i 2018 var cirka 1.075 ledige stillinger i branchen som følge af forgæves rekruttering.

- Der er et generelt behov for at øge arbejdsudbuddet i branchen, og så ser vi et stort potentiale i at få kvinder ind i branchen. Der er meget få kvinder ude på vejene i øjeblikket, siger Trine Plesner, der er arbejdsmarkedschef i brancheforeningen for den danske vejgodstransport, ITD.

Netværket er vigtigt

Derfor afholder ITD i dag en netværksdag for kvinder i transportbranchen. Den foregår i Børkop og har til formål at give kvinderne et større netværk, samt at ITD kan lære lidt af dem.

- Det er både en dag, hvor kvinderne kan erfaringsudveksle med hinanden, men også hvor vi som brancheorganisation kan komme i dialog med kvinderne og finde ud af, hvordan vi kan gøre det mere attraktivt for dem, siger Trine Plesner.

Anette Grau blev udlært som lastbilchauffør fra EUC Lillebælt i sommer. Hun har allerede et netværk af andre kvindelige chauffører, som hun ofte bruger, når hun oplever noget i branchen.

- Netværket betyder rigtig meget, og vi kan snakke med hinanden om tingene, og hvis man møder en kunde med fordomme, er det rart at kunne ringe til dem og sige det. Jeg vil hellere spørge en anden kvindelig chauffør, fordi de dømmer mig ikke, hvis jeg har lavet en fejl eller er kørt forkert, siger Anette Grau.

I det hele taget er det mest hos kunderne, hun oplever en forskelsbehandling. Langt hovedparten af de mandlige chauffører er glade for, at hun er der, og behandler hende som alle andre.

Men hun kan godt mærke, at der er lidt ekstra pres på.

- Man skal være lidt bedre, når man er kvinde, så der ikke er nogen, der peger fingre ad dig, siger Anette Grau, der selv har valgt, at hun vil sove i lastbilen i hverdagen, fordi det giver hende mindre spildtid, men hun understreger, at alle regler bliver overholdt.

'Jeg vil gerne holde ind ved et rent toilet'

Fra hendes kvindelige kollegaer i branchen hører hun da også af og til historier om, at de er blevet hånet. Selv har hun oplevet, at der blev sået tvivl om, hvorvidt hun kunne finde ud af at bakke, eller om ’hun ikke skulle gå derhjemme’ i stedet for.

- Det irriterer mig, at der er nogle, der oplever forskelsbehandling, for vi er her på de samme vilkår, og vi kan det samme. Jeg passer mit arbejde, og jeg gør rent faktisk et godt stykke arbejde, for det betyder noget for mig, siger hun.

Anette Grau er ansat hos Vognmand Jonas Leth. Et lille firma med få vogne, til gengæld oplever hun sammenholdet og samarbejdet, når hun holder på rastepladserne sammen med op til 50 andre chauffører.

- Der er et stort sammenhold mellem danske chauffører. Og du kommer også ud flere gange om dagen, så du sidder ikke stille hele dagen, som mange tror. Du læsser meget af og møder forskellige mennesker. Det er et fedt erhverv og også et fysisk arbejde, siger hun.

Løsningen på, hvordan man tiltrækker flere kvinder til faget, er ifølge Anette Grau, at der skal sættes fokus på, hvor fedt et sammenhold, der er, chaufførerne imellem.

Og så er der faktisk ikke så stor forskel på at være kvindelig eller mandlig chauffør.

- Altså jeg vil gerne holde ind steder, hvor der er et rent toilet. Jeg føler ikke for bare at sætte mig ude ved siden af lastbilerne, så jeg sigter efter steder med gode toiletfaciliteter, men ellers synes jeg ikke, der er de store forskelle, siger Anette Grau.