7.000 computere blev lagt ned, da elever på en skole i Hedensted lavede et såkaldt DDoS-angreb på skolens netværk. 27 skoler var blandt de ramte.
Eleverne lavede angrebet for at slippe for en national test. Det skete for godt en måneds tid siden.
Hedensted Kommune har fundet de unge, der stod bag angrebet.
Leder af Center for Pædagogisk Udvikling i Hedensted Kommune, Thomas Skovgaard siger, at det var store teenagere, der gennemførte angrebet.
- Den ene har udtrykt, at det gav ham en oplevelse af magt at være i stand til at slukke for internetforbindelsen, selv om det var i ganske kort tid. Men det var nok tid til at de nationale test blev udsat til en anden dag, siger han.
Elever fik hjælp online
Eleverne havde fået hjælp i nogle online-forums til at lave angrebet.
Hedensted Kommune overvejer nu, hvordan sådan et angreb kan forhindres i fremtiden.
Kommunen er blevet tilbudt nogle meget dyre løsninger med skjolde mod angreb. Så Thomas Skovgaard tror, at det måske er en bedre ide at informere elever og forældre om, at det kan gøre stor skade at lave den type angreb.
- Eleverne havde næppe gjort det, hvis de havde vidst, at det var så omfattende.
I arbejdet med at forbygge flere angreb har Hedensted Kommune været i forbindelse med andre kommuner, der står med samme type problemer og overvejelser.
Eleverne bag hackerangrebet bliver muligvis politianmeldt.