58 syddanske vagtlæger siger op i protest over nyt gebyr

Et nyt gebyr får lægerne til at melde sig ud af vagtlægeordningen. Ministeren vil se på løsninger.

Tirsdag eftermiddag lød meldingen, at 58 vagtlæger i Region Syddanmark havde opsagt deres stilling. Arkivfoto (Foto: Mikkel møller Jørgensen © Scanpix)

58 læger i Region Syddanmark og en række læger i andre regioner vil ikke længere være vagtlæger.

Ved årsskiftet blev alle vagtlæger pålagt at betale 4.000 kroner i gebyr for at øge kontrollen.

Nu kræver Stephanie Lose, formand for Region Syddanmark og Danske Regioner (V), at sundhedsministeren kigger på gebyret igen.

- Vi har bare overhovedet ikke brug for rekrutteringsbarrierer, når vi i forvejen står og mangler praktiserende læger og lægevagter, siger hun til DR Trekanten.

Vagtlæger siger op i protest

Vagtlæger i flere regioner siger op, efter de 1. januar blev pålagt et nyt gebyr på 4.000 kroner årligt for at blive registreret. Gebyret skal finansiere bedre kontrol med sundhedsvæsenet. Gebyret rammer især læger under uddannelse og pensionister, fordi begge arbejder som vagtlæger ved siden af.

Se Tema

Folketinget besluttede i 2016 at indføre gebyret, som skal være med til at finansiere et såkaldt risikobaseret tilsyn, der blev indført for at styrke patientsikkerheden, men nu tyder noget på, at Loses nødråb bliver hørt på Christiansborg.

Sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) skriver i en mail til DR Trekanten, at hun har bedt Styrelsen for Patientsikkerhed om at se på, om problemerne kan løses ved at lægevagtordningerne eventuelt organiseres anderledes.

- Det har aldrig været meningen at gøre vilkårene for vagtlægeordningerne dårligere. Intentionen med lovændringen var at sikre kvaliteten i lægevagten, lyder det i svaret fra ministeren.

Der er omkring 600 vagtlæger i Region Syddanmark. Af dem skal 160 betale gebyret som noget nyt, og det har fået 58 læger til droppe vagtlægeordnigen.

Det er primært sygehuslæger, som melder sig ud af ordningen, men det kan også være pensionerede praktiserende læger, der har vagter i vagtlægeordningen, eller yngre læger, der er under uddannelse i almen medicin og har job enten i praksis eller på et sygehus, og som arbejder som vagtlæge ved siden af ind i mellem.

De praktiserende læger har pligt til at være en del af vagtlægeordningen, oplyser formanden for de praktiserende læger i Region Syddanmark, Jørgen Skadborg.

- Det får den konsekvens, at de praktiserende læger ikke kan være der i dagtiden efter en nattevagt, siger han.

De foreløbige tal fra de Praktiserende Lægers Organisation (PLO) tyder på, at det især er lægerne i Region Syddanmark, der gør oprør.

I Region Midtjylland har to læger foreløbig sagt op, og i Region Nordjylland er ingen stoppet indtil videre. PLO Sjælland oplyser, at de inden jul havde modtaget 16 opsigelser fra vagtlæger i Region Sjælland, der kan dog være kommet flere til siden, lyder det. I Region Hovedstaden skal læger ansat ved Akuttelefonen 1813 ikke betale tilsynsgebyr, og det er derfor ikke relevant for dem.

Opdateret: Artiklen er opdateret med korrigeret antal vagtlæger, der har sagt deres stilling op. Tidligere fremgik det, at 65 vagtlæger i Region Syddanmark havde sagt deres stilling op.

KONTAKT REDAKTIONEN

Skriv til os på trekanten@dr.dk. Du kan vedhæfte billeder, dokumenter eller videofiler, som du gerne vil dele med os.

Det er ikke sikkert, at DR bruger dit materiale. Det vurderer redaktionen. Når du sender materiale til os, kan DR frit offentliggøre og bruge dit indhold overalt i DR’s medier. Du vil blive krediteret.